28.
aug
A-truppen
28.
aug
A-truppen
FC Roskilde har skrevet kontrakt med Roskilde Boldklub Talents U17-topscorer, Zaki Hamade. Den 16-årige offensivspiller tager i første omgang et skridt op i talentafdelingen, hvor han bliver en del af U19-truppen.
“Jeg er glad og stolt over at skrive kontrakt med den klub jeg altid har spillet i. Jeg tror og håber på, at det er begyndelsen på noget godt for min udvikling, både på og uden for banen. Min drøm er at trække trøjen over hovedet og løbe ind på Roskilde Idrætspark for FC Roskilde en dag,” lyder det fra hovedpersonen selv.
“Jeg håber, at jeg kan komme op og snuse til førsteholdet en gang imellem. Mine mål er på ingen måde nået endnu, men jeg vil gerne takke de trænere jeg har haft gennem tiden, der alle har hjulpet mig - ligesom jeg vil takke trænerne på efterskolen det sidste år. Tak for tilliden til FC Roskilde. Jeg vil gøre mit for at fortsætte præstationerne på U19,” slutter Zaki Hamade.
“Zaki har gennem længere tid præsteret rigtig godt for talentafdelingen - han er den type spiller der gør en forskel for sit hold. Han er god til at udfordre og afslutter rigtig godt. Zaki har samtidig i en tidlig alder investeret meget i sig selv. Ofte har jeg set ham selvtræne både i weekender og på hverdage - det viser, udover hans åbenlyse talent, at han er en ung mand med den helt rigtige indstilling. Vi har, i samarbejde med dygtige folk i RB Talent, lavet en god udviklingsplan for Zaki, som vi glæder os til at følge. Det er super fedt, når sådanne spillere popper op fra RB Talent,” udtaler sportschef i FC Roskilde, Anders Theil.
“Det er en kæmpe glæde for talentafdelingen, når en af vores egne spillere slipper igennem nåleøjet og får kontrakt i FC Roskilde. Glæden bliver ikke mindre, når det er en af de spillere, som har været i klubben altid. Jeg er glad for, at en spiller som Zaki bliver belønnet for det hårde arbejde med både klubtræninger og ekstra træninger. Zaki er en født målscorer, som det falder naturligt at stå det rigtige sted, når bolden kommer, eller har modet til at tage chancen for at komme til afslutning. Ros til FC Roskilde for at have modet til at skrive kontrakt med så ung en spiller. Men historien fortæller også, at talentafdelingen ofte har formået at lave målscorere. Her kan bl.a nævnes Emil Nielsen FC Roskilde, Younes Bakiz Silkeborg, og senest Alexander Simmelhack Silkeborg. Så vi glæder os til at følge Zakis videre udvikling og håber, at han får forløst sit store potentiale,” siger Head of Coaching i Roskilde Boldklub Talent, Per H. Jensen.
Stort tillykke med kontrakten til Zaki!