7.
maj

A-truppen

Alexander Hasmark Jensen stopper i FC Roskilde efter sæsonen

FC Roskilde tager afsked med målmand Alexander Hasmark Jensen, der stopper i klubben ved kontraktudløb til sommer. Enderne har ikke kunne mødes i forhold til fremtiden i klubben, hvorfor Alexander nu søger nye græsgange.

26-årige Alexander Jensen har indtil videre spillet 24 kampe for FC Roskilde, siden han kom til klubben i januar 2024.

“Jeg er ærgerlig over, at enderne ikke kunne mødes i forhold til en ny aftale. Samtidig havde jeg håbet på et andet udfald i forhold til foråret, oprykning og en masse sejre, men sådan blev det ikke. Jeg har været glad for at spille en masse i denne sæson og håber det kan bringe mig videre. Jeg har været sindssygt glad for min tid i klubben. Fantastiske mennesker og en dejlig klub. Mit samarbejde med Lasse har gjort, at jeg har fundet mit topniveau igen, og at jeg har fået min selvtillid i målet tilbage. Jeg ønsker FC Roskilde alt det bedste fremover,” lyder det fra Alexander.

“Alexander har betydet meget for vores klub og omklædningsrum de seneste to år. Selv i de perioder hvor han ikke har stået fast, har han været top professionel til træning og sat et stort aftryk på humøret i omklædningsrummet. En af de første der kommer og en af de sidste der går. Han har stået et godt forår for os, men omstændighederne i klubben har gjort, at der vil komme nogle ændringer - og derfor skal Alexander ud at stå på mål et nyt sted. Jeg ønsker ham held og lykke,” udtaler sportschef Anders Theil.

Alle i FC Roskilde ønsker Alexander det bedste i fremtiden.