23.
jun
A-truppen
23.
jun
A-truppen
Azad kommer til klubben fra en rolle som transitionstræner i Lyngby Boldklub, mens han også har stor erfaring fra tidligere trænerjobs og sin egen professionelle fodboldkarriere.
Hovedpersonen selv udtaler om skiftet til FC Roskilde:
“Jeg var ikke i tvivl, da jeg fik muligheden for at blive assistenttræner i FC Roskilde. Det er en unik mulighed for at komme ind i et godt miljø og sparke døren ordentligt ind til seniorverdenen. I flere år har jeg været en del af et udviklingsmiljø, nu glæder jeg mig til at blive en del af et miljø, hvor resultaterne bliver prioriteret. Jeg ser frem til kampene i NordicBet Ligaen. Der er store hold i rækken, og der venter store opgør. Jeg ser frem til samarbejdet med Thygesen og Theil - to personer jeg kender fra tidligere og har en god relation til. Jeg har spillet med Thyge i Brøndby, da han var stjernen, der tog imod de unge drenge, mens Theil var min træner, da jeg blev lejet ud til FC Roskilde. Deres fodboldfaglighed er stor og jeg er sikker på, at vores samarbejde bliver godt. Jeg glæder mig til at møde truppen, hvor der er mange spillere jeg har stiftet bekendtskab med tidligere - enten som spiller, træner eller af andre veje.”
Sportschef i FC Roskilde, Anders Theil, ser det som et perfekt match:
“Jeg er sikker på, at Azad kommer til at komplementere Thyge godt, og på den måde styrke vores trænerteam yderligere. Vi havde nogle rigtig gode samtaler med Azad og vi var ikke i tvivl om, at der var et match. Azad er fagligt meget kompetent, og jeg er sikker på, at han både kommer til at rykke os endnu mere som hold og individuelt. Samtidig er Azad en gammel kending, da vi i tidernes morgen lejede ham hos Brøndby IF. Thyge og Azad har en rigtig god kemi, hvilket selvfølgelig er rigtig vigtigt for et frugtbart samarbejde. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med Azad.”
FC Roskildes cheftræner, Mikkel Thygesen, glæder sig til samarbejdet med Azad:
“Jeg er rigtig glad og stolt over, at Azad har valgt FC Roskilde. Han er loyal og hårdtarbejdende - og så er han fagligt knivskarp. Jeg ser utrolig meget frem til vores samarbejde, og jeg er sikker på, at det vil løfte vores kvalitet og miljø yderligere.”
Velkommen tilbage til domkirkebyen, Azad!