24.
nov

A-truppen

FC Roskilde henter Frederik Schram hjem

En stor islandsk profil vender tilbage til FC Roskilde, når 29-årige Frederik Schram igen skal vogte buret for klubben.

Den to meter høje målmand har de seneste to år præsteret stort for den islandske storklub Valur, der både har spillet europæisk og i toppen af den bedste islandske liga.

Frederik Schram, der havde stor succes i FC Roskilde fra 2016 til 2019, har underskrevet en lang aftale gældende frem til sommeren 2027.

“Jeg har sindssygt meget lyst til at give tilbage til den klub, der for alvor kickstartede min karriere. Det bliver rigtig fedt at komme hjem til FC Roskilde og se nogle af dem jeg kender fra sidst - både i truppen og omkring holdet. Efter en periode med Lyngby Boldklub i Superligaen, tog jeg til Island og har de seneste tre sæsoner spillet fast for Valur. Det var et succesfuldt ophold, hvor jeg havde sagtens kunne være forsat på Island, men da muligheden opstod, føltes det helt rigtigt at komme tilbage til Roskilde,” starter Frederik Schram.

Schram har under sit ophold på Island været udtaget til det islandske A-landshold af to omgange, blevet kåret til årets spiller i Valur forrige år - og har i år spillet europæiske kvalifikationskampe for Valur.

“Jeg har holdt dialogen med Anders Theil ved lige og det føles rigtigt for mig, at tilvælge FC Roskilde på nuværende tidspunkt. Jeg har fået en enorm erfaring og kommer styrket tilbage. Jeg har stået kontinuerligt de sidste par år og samtidig præsteret på et godt niveau - så jeg glæder mig til at komme til Roskilde og hjælpe klubben og især de unge talenter i truppen og klubben, der er på vej frem. Jeg kan slet ikke vente med at trække FCR-trøjen over hovedet igen,” slutter Frederik Schram.

Den 29-årige målmand har allerede 84 kampe for FC Roskilde på CV’et og har første træningsdag med holdet efter vinterpausen.

“FC Roskilde var lidt starten på Schrams gennembrud og jeg har løbende haft kontakt med både Schram og hans far. Det er rigtig glædeligt, at Schram har haft så stort et ønske om at komme tilbage til FC Roskilde, på trods af de mange flotte muligheder han har haft. Schram har en stor personlighed og en meget professionel tilgang til fodbold og livet generelt - så han passer perfekt ind i den rejse vi har gang i med FC Roskilde. Han er en spiller med en enorm kvalitet og er flere gange de seneste sæsoner blevet udtaget til det islandske A-landshold, ligesom han har europæiske kampe på klubplan. Han satte rigtig gode indtryk, sidst han var i klubben, og nu får vi en styrket målmand hjem - det glæder jeg mig rigtig meget til,” udtaler sportschef Anders Theil.

Stort velkommen til Frederik Schram, der fra årsskiftet trækker trøje nummer 1 over hovedet igen!