7.
jan

A-truppen

FC Roskilde henter spændende ghaneser

Vi er glade for at kunne præsentere vinterens anden tilføjelse til truppen. 24-årige Mohammed ‘Tampico’ Iddriss, der tidligere har repræsenteret ungdomslandsholdene i Ghana, har underskrevet en aftale med FC Roskilde.

Ghanesiske Iddriss, der primært gør sig på den centrale midtbane, har tidligere spillet for blandt andre portugisiske Moreirense og norske Moss.

“FC Roskilde er en smuk klub. Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået muligheden for at gøre mit bedste og hjælpe klubben. Jeg er en kreativ midtbanespiller, der både arbejder hårdt offensivt og defensivt. Jeg er sikker på, at Roskilde er det rigtige skridt for min udvikling og at vi sammen kan blive endnu bedre. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang,” lyder det fra en glad Iddriss.

“Iddriss er en spændende spiller, som vi tror har noget uforløst i sig. Han var en del af en rigtig dygtig årgang fra Ghana, der under ungdoms-VM i 2018 gjorde sig bemærket. Ikke alle rammer den rigtige hylde efter sådan en succes, men der er ingen tvivl om Iddriss’ kompetencer. Han dækker midtbanen, er god til at blive retvendt og spille fremad - en teknisk dygtig spiller, der samtidig er rigtig hårdtarbejdende. Der er mange meter i ham og så er det altid godt med spillere, der er venstrebenet, da han også kan dække en venstre wingback. Vi glæder os meget til at følge ham i den kommende tid,” udtaler sportschef Anders Theil.

Welcome to Roskilde, Tampico!