22.
aug
Kampreferat
22.
aug
Kampreferat
Vendsyssel FF rykkede sidste sæson ned i CampoBet 2. division sammen med FC Roskilde. Her til aften skulle de to hold så krydse klinger i Roskilde Idrætspark. Gæsterne fra det nordjyske er kommet godt fra start og har maksimumpoint efter de tre første runder. De havde derfor sat sig på 1. pladsen inden aftenens kamp.
FC Roskilde skulle derfor være skarpe og effektive i begge ender af banen, hvis de skulle have point mod topholdet.
Det første kvarters tid spillede FC Roskilde en rigtig god gang fodbold, og der skulle da heller ikke gå mere end otte minutter, inden tavlen viste 1-0. FC Roskilde havde et fint gennembrud i højre side - et par gode kombinationer, der rev hul i gæsternes defensive formation - bolden blev "stukket" frem til Mads Skøtt, der løb i dybden - han sparkede FC Roskilde foran med en sikker afslutning.
Det var som om, at FC Roskilde ubevidst trak sig lidt tilbage og gæsterne overtog initiativet. De tilspillede sig mange hjørnespark, indkast og frispark - og "De lyseblå" kom under pres. Men gæsterne blev aldrig sådan rigtig farlige.
Efter 22 minutters spil scorede gæsterne dog, men målet blev annulleret korrekt for offside.
Gæsterne tilspillede sig ikke de helt store chancer, og Roskilde-defensiven formåede at afvise de mange indlæg i feltet fra Vendsyssel.
Pausestillingen var 1-0. Var man fra Vendsyssel, sad man nok og tænkte, at det skulle være muligt at få noget med hjem fra Roskilde i aften.
Kampbilledet ændrede sig ikke nævneværdigt i det meste af 2. halvleg. Efter 53 minutters spil var det ved at ende galt. Mikkel Juhl mistede bolden, Nyegaard gled og Vendsyssel kunne afslutte fra god position, men sparkede fladt forbi mål.
Bare minuttet senere blev Emil Nielsen sendt alene afsted med en lang bold. En situation, der ellers lige er Emils specialitet - Afslutningen ramte dog desværre stolpen, og Emil ærgrede sig selvfølgelig, da han her havde muligheden for at lukke kampen.
Han fik et godt tilbud mere. Uret vistr 61 minutter, da et fladt indlæg fra venstre side blev sendt ind foran mål. Her kom Emil flot først på bolden og rettede den af, men bolden susede lige forbi modsatte stolpe.
Gæsterne pressede forgæves på for en udligning, for FC Roskilde forsvarede sig flot - og havde også nogle muligheder i par omstillinger. Da der manglede et minut af kampens ordinære spilletid, blev der sendt en lang bold op i højre side. Mikkel Juhl var utrætteligt løbet med frem - han pillede bolden helt vidunderligt ned, snød sin direkte modstander, hvorefter han sendte en fin bold i feltet til modsatte stolpe. Her var Marius Uhd løbet i position og kunne på flotteste vis heade bolden i mål. Uhd slukkede den sidste gnist hos gæsterne - og tændte samtidig et stort jubelbrøl i Roskilde Idrætspark.
Stillingen holder resten af kampen, og FC Roskilde tager den yderst vigtige sejr på 2-0. FC Roskilde er aktuelt på 1. pladsen, men med en kamp mere end flere af de øvrige hold, der kan komme op på ni point i deres 4. kamp.
Næste kamp er igen en fredagskamp. Turen går den 29. august til Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager venter.
FC Roskilde – Vendsyssel FF 2-0 (1-0)
Fredag, den 22. august 2025, kl. 19.00
Roskilde Idrætspark
CompoBet 2 division
Tilskuere: 742
Dommer: Niclas Gomes
Linjedommer: Søren Lehmann
Linjedommer: Martin Egtved Munch Jørgensen
Startopstilling:
Oscar Hjorth (målmand)
Mikkel Juhl Andersen
Oliver Juul
Valdemar Montell
Oliver Skolnik
Kasper Nyegaard, anfører
Silas Trier
Mads Carlson
Mads Skøtt
Marius Uhd
Emil Nielsen
Bænk:
Alexander Hasmark Jensen (målmand)
Zaki Hamade
Hørdur Askham
Magnus Lysholm
Nicklas Halse
Marius Hammelboe
Frederik Palle
Kampforløb
8'
1-0
Mads Skøtt (FCR)
56'
Advarsel
Silas Trier (FCR)
81'
Advarsel
Mikkel Hasling (stab) VFF
88'
Advarsel
Magnus Lysholm (FCR)
89'
2-0
Marius Uhd (FCR)
Ud- og indskiftninger
Tid
Ind
Ud
57'
Nicklas Halse
Silas Trier
57'
Frederik Palle
Mads Skøtt
77'
Magnus Lysholm
Emil Nielsen
92'
Marius Hammelboe
Mads Carlson