1.
aug
Kampreferat
1.
aug
Kampreferat
FC Roskilde havde glædet sig til den nye sæson, og alle på- og omkring holdet så frem til at komme i gang med at spille om point igen.
Premieren blev afviklet på MTM Service Park i Næstved, hvor en helt fantastisk flot og indbydende ny bane bød velkommen.
FC Roskilde havde de to offensive spillere, Selim Baskaya og Arman Taranis på skadeslisten.
FC Roskilde var dog ikke helt oppe i det nødvendige gear, og hjemmeholdet var bare hurtigere i tanke og handling. Næstved havde bolden mest og FC Roskilde skulle hele tiden bruge kræfter på at jagte og forsvare sig. Så det var sparsomt med offensive aktioner og FC Roskilde blev ikke rigtig farlige i 1. halvleg.
Nicklas Halse måtte udgå med en skade efter en halv times spil, og overlod anførerbindet til Nyegaard. Engqvist kom ind efter lidt tumult, hvor linjedommeren fik kludret rundt i tingene, og ikke mente han stod på holdkortet. Da han endelig kom ind, fik han en skade i sin ankel ved den første aktion, og måtte udgå i pausen med store smerter. Kort før pausen måtte Hørdur så indkassere et rødt kort, da han et kort øjeblik var uopmærksom, og derfor måtte "hive i nødbremsen", for at undgå en "friløber" til Næstveds hurtige Tinus Olesen. Det skal på ingen måde være en undskyldning, men heldet fulgte heller ikke FC Roskilde.
Næstved havde en stor chance i 1. halvlegs overtid, men bolden blev sparket væk nærmest på stregen. Efter tre minutters overtid blev der fløjtet til pause. Stillingen var 0-0. FC Roskildes cheftræner, Kristoffer Johannsen var ikke tilfreds med, hvad han havde set - og det var der nok ikke fra Domkirkebyen, der var.
FC Roskilde måtte stort set hele 2. halvleg leve med at skulle forsvare sig, "krige den hjem", og satse på hurtige omstillinger, hvis der opstod "huller", der kunne udnyttes. Her skal holdet have ros, for der blev kæmpet med næb og klør og man sad med fornemmelse af, at det nok skulle lykkes at få det ene point med hjem. Mathias Kisum havde en god afslutning op overliggeren, hvor FC Roskilde slap med skrækken, og i 87. minut header hjemmeholdets Frederik Christensen på mål, men Hjorth klarer den med en flot redning - men ellers forsvarede FC Roskilde sig fint.
I to minutters overtid blev presset dog for stort. Et indlæg fra venstre side blev sendt i feltet - der blev headet på mål, bolden rammer stolpen og springer ud til en udækket Mark Kongstedt, der kan sende bolden i mål til hjemmesejr. Man drømte lidt om VAR her, for det så - fra den vinkel hvor skribenten her sad - godt nok ud til at være i offside-position, at bolden blev sparket i mål. FC Roskildes spillere var også selv overbevist om, at det var tilfældet. Men linjedommerens flag blev nede, så målet blev godkendt.
Kort efter, og lige inden slutfløjt, havde FC Roskilde et fint hurtigt opspil, der bragte Oliver Juul i en god position - han bankede resolut til bolden, der tog overliggeren og susede over mål. Men heller ikke her var heldet med FC Roskilde.
Alt i alt var der for mange ting, der ikke fungerede, og skuffelsen var ikke til at skjule hos hverken spillere eller trænere. Så der er noget at arbejde med de næste træningspas. På den positive side var den store fightervilje i 2. halvleg, og så var det også dejligt at se Montell og Skøtt tilbage med fine præstationer, efter lange skadesforløb.
Der er allerede mulighed for genoprejsning på tirsdag, når FC Roskilde gæster Kastrup Boldklub i Oddset Pokalen.
Næstved – FC Roskilde 1-0 (0-0)
Fredag, den 1. august 2025, kl. 19.00
MTM Service Park, Næstved
CompoBet 2. division
Tilskuere: 1212
Dommer: Kasper Madsen
Linjedommer: Martin Egtved Munch Jørgensen
Linjedommer: Christian Just Brixen
Startopstilling:
Oscar Hjorth (målmand)
Mikkel Juhl Andersen
Oliver Juul
Valdemar Montell
Hørdur Askham
Oliver Skolnik
Kasper Nyegaard
Nicklas Halse, anfører
Mads Carlson
Marius Uhd
Emil Nielsen
Bænk:
Alexander Hasmark Jensen (målmand)
Zaki Hamade
Frederik Engqvist
Mads Skøtt
Marius Hammelboe
Silas Trier Madsen
Frederik Vinther Palle
Kampforløb
42'
Udvisning
Hørdur Askham (FCR)
58'
Advarsel
Mads Carlson (FCR)
92'
1-0
Mark Kongstedt (NIF)
94'
Advarsel
Mathias Kisum
Ud- og indskiftninger
Tid
Ind
Ud
35'
Frederik Engqvist
Nicklas Halse
46'
Silas Trier
Frederik Engqvist
75'
Mads Skøtt
Mads Carlson
80'
Marius Hammelboe
Valdemar Montell