25.
okt

Kampreferat

Forrygende flot fight gav FCR sejren på Østerbro

FC Roskilde leverede fredag aften en flot indsats og tog alle tre point på Østerbro Stadion. Arman blev matchvinder og Brylov snuppede et straffespark.

Anders Theil havde inden kampen i utvetydige vendinger fortalt spillerne, at når vi i øjeblikket er et bundhold, skal vi også spille som et bundhold. Og det betyder helt kort, at alle mand fighter 100% fra start til slut, at alle mand står op for hinanden, og at der ikke spilles med for høj risiko i de bagerste rækker.

Og det var nøjagtigt hvad FC Roskilde gjorde fredag aften på et stemningsfyldt Østerbro Stadion. Spillerne fulgte "gameplanen" og der blev gået til vaflerne. Spillet blev ikke for hårdt, men det var kontant og det var til at få øje på, at Roskilde var kommet til Østerbro for at få noget med hjem.

I den forbindelse gør det jo så heller ikke noget, at Arman Taranis var i hopla og da Maarup helt vidunderligt sender ham i dybden, ja så er han iskold, da han i høj fart kommer ned mod Michael Falkesgaard i B.93-målet. Han lopper bolden usvigelig sikkert over den fremstormende keeper og ind i netmaskerne. Der var spillet 16 minutter og sikke dog et flot mål.

Og det gør så heller ikke noget, at da dommer, Jesper Nielsen, fløjter et straffespark - måske ikke verdenshistoriens største af slagsen - ja, så viser Marco Brylov sin klasse og snupper det med en god redning. Han havde læst hjemmeholdets anfører og gik til den rigtige side. Her var da spillet godt 25 minutter.

I det 28. minut opsnapper Arman en opspilsfejl og afslutter med ydersiden helt ude ved stolpen - men denne gang kunne Falkesgaard i fuld længde bokse til hjørnespark.

Roskilde formåede med en solid defensiv at holde hjemmeholdet fra de helt store chancer samtidig med, at de et par gange blev rigtig farlige selv. I det 87. minut var det tæt på at blive 0-2. Gustav Fraulo sætter fart i højre side og sender en perfekt aflevering over til Emil Nielsen i modsatte side - han er alene med keeperen, men Emil får overplaceret afslutning, og bolden smutter forbi stolpen. Her var ellers den gyldne chance til at lukke kampen definitivt.

Efter mere end fem minutters tillægstid fløjtes kampen endelig af, og hele FC Roskilde-lejren - inklusive en del medrejsende tilskuere, som vi siger mange tak for støtten til - kunne bryde ud i jubel.

Sejren og de tre point var tiltrængt, og nu starter forberedelserne til næste weekends kampe, hvor Kolding kommer på besøg.

KAMPFAKTA

B.93 – FC Roskilde 0-1 (0-1)

Fredag, den 25. oktober 2024, kl. 19.00

Østerbro Stadion

Tilskuere: 1812

NordicBet LIGA

Dommer: Jesper Nielsen
Linjedommer: Simon Blond
Linjedommer: Shpend Shala

 

Startopstilling:

Marco Brylov (målmand)

Oliver Juul

Nichlas Monefeldt Vesterbæk

Oliver Schkolnik

Mikkel Juhl Andersen

Nicklas Halse, anfører

Kasper Nyegaard

Gustav Fraulo

Arman Taranis

Roni Arabaci

Andreas Maarup

 

Bænk:

Oscar Hjorth (målmand)

Marc Winkel

Jonas Damkjær

Emil Nielsen

Selim Baskaya

Anders Fæster

Frederik Engqvist

Victor Svensson

Marcus Kristensen

 

Kampforløb

16'

0-1

Arman Taranis (FCR)

26'

Misbrugt straffespark

Mikkel Mouritz Jensen (B.93)

83'

Advarsel

Nicklas Mouritz Mouritsen (B.93)

93'

Advarsel

Jonas Damkjær (FCR)

93'

Advarsel

Mikkel Mouritz Jensen (B.93)

Ud- og indskiftninger

Tid

Ind

Ud

68'

Emil Nielsen

Roni Arabaci

83'

Jonas Damkjær

Andreas Maarup

89'

Marcus Kristensen

Arma Taranis

89'

Anders Fæster

Nicklas Halse