25.
nov

A-truppen

Kristoffer Johannsen er FC Roskildes nye cheftræner

Vi er glade for at kunne meddele, at vi er nået til enighed med Middelfart Boldklub om en aftale, der sender Kristoffer Johannsen til FC Roskilde som ny cheftræner fra årsskiftet.

47-årige Johannsen har den seneste halvanden sæson stået i spidsen for Middelfart Boldklub i 2. Division, hvor han har gjort den fynske klub til en fast bestanddel af toppen i rækken.

FC Roskilde har udstyret Kristoffer Johannsen med en toårig kontrakt og han trækker i arbejdstøjet i Rådmandshaven fra januar.

“Først og fremmest handler det om de sportslige ambitioner og planen jeg er blevet præsenteret for. Visionen tiltaler mig - ønsket om at være NordicBet Liga-klub på den lange bane og samtidig optimere på alle parametre. Jeg glæder mig til at træne en trup med bedre forudsætninger for at præstere, og være i et sportsligt setup, der træner tidligere end jeg har været vant til. Jeg rammer en hverdag, hvor jeg har mere tid til at tænke fodbold - udvikle og planlægge. Det vil både komme mig selv og FC Roskilde til gode. Det er selvfølgelig den sportslige del af projektet der tænder mig mest, men det er ingen hemmelighed, at jeg jo er gammel Roskildedreng. Der er noget nostalgisk og sentimentalt ved at komme tilbage til Roskilde,” starter FC Roskildes nye mand i spidsen for holdet, Kristoffer Johannsen, og uddyber:

“Jeg glæder mig, og jeg glæder mig til at se, om vi sammen kan skrabe nok point sammen på kort sigt til at overleve. Kamp for kamp. Men også til at forberede det der skal ske efter sommerferien, hvad end det er NordicBet Liga eller 2. Division, så skal vi stå så stærkt som muligt. Min fornemmelse er rigtig god. Jeg har haft gode snakke med Theil og René, og kan mærke hvor meget folk brænder for at lykkes i Roskilde - dét glæder jeg mig til at blive en del af. Jeg har været rigtig glad for min tid i Middelfart og har haft et godt samarbejde med alle der, lige fra sportschef til trænerteam og spillertrup. Men da denne mulighed bød sig, var jeg hurtigt overbevist. For mig handler det om, at det her er det rigtige step på den lange bane og hele pakken er den rigtige nu. Jeg kan se mig selv præstere med truppen og vægter tydelighed og åbenhed utroligt højt. Spillerne i Roskilde skal vide hvad de får og hvad de kan forvente. Gennem træning og kommunikation skal de vide, hvilken retning vi trækker i. Spillerne kan altid komme til mig - det er vigtigt for mig, at alle kan lide at være en del af projektet. Alle har en rolle og et ansvar, det skal man først og fremmest være bevidst om.

Vi skal praktisere en boldbesiddende, aggressiv og fremadrettet spillestil - og truppen i Roskilde ligger rigtig fint til de ting, jeg gerne vil arbejde med fra dag et. Jeg kan slet ikke vente til det nye år og de fede oplevelser der venter i FC Roskilde,” slutter Kristoffer Johannsen.

Som spiller har Kristoffer Johannsen repræsenteret klubber som FCK, OB, FC Emmen, Vejle BK og FC Fredericia. I dag er han indehaver af en A-licens-træneruddannelse og har tidligere været cheftræner i Dalum IF, Næsby BK og senest Middelfart Boldklub.
Sportschef Anders Theil glæder sig til samarbejdet:

”Kristoffer er en rigtig Roskildedreng der vender hjem. Han kommer fra byen og har tidligere spillet for klubben. Han er en træner med stor erfaring, han har trænet seniorfodbold i mange år og så har han været længere perioder i alle klubber, han har trænet. Et tegn på en loyal træner, der har fungeret godt hvor han har været - og det passer perfekt med, at vi har været på udkig efter en træner, der skal være her i mange år. Kristoffer er kendt for en tydelighed omkring hvad han vil som træner og leder - man har altid kunne se det på de hold han har trænet. Han har arbejdet sig op i tabellerne med lave budgetter og har fået meget ud af de trupper han har arbejdet med, senest i Middelfart,” starter Anders Theil og uddyber:

”Kristoffer har en fast spillestil. Han vil sætte sit præg på at dominere kampe og er tydelig i sin ledelsesstil. En taktisk dygtig træner, der sætter store krav og vil rykke på sine spillere. Han har et fantastisk ry som træner og menneske. Han har været vores klare førsteprioritet i vores søgen efter den helt rette cheftræner, og vi har mødt stor interesse for vores projekt fra Kristoffer. Han ser FC Roskilde som et step op og har fra vores første samtaler villet os. Vi har kendskab til hinanden fra tidligere, hvor Kristoffer har hjulpet med brugbar viden om fynske spillere. Alt i alt en rutineret mand, der har prøvet meget og er vant til at arbejde hårdt, hvilket vi lægger stor vægt på. Han vil være investeret i klubben og kaste sig all in i projekt FC Roskilde,” slutter Anders Theil.

Stort velkommen hjem til Roskilde, Kristoffer!