4.
dec

A-truppen

Nicklas Halse forlænger med FC Roskilde

FC Roskilde har forlænget kontrakten med 27-årige Nicklas Halse.

FC Roskildes anfører havde en aftale, der stod til at udløbe til sommer, men den er nu forlænget yderligere et år frem til sommeren 2026.

Midtbanekrigeren med nummer 6 på ryggen, er med sine 170 kampe for klubben den spiller med syvende fleste kampe i FC Roskildes historie.

“Jeg er rigtig glad for at forlænge min aftale med klubben. FC Roskilde er et specielt sted og har en særlig betydning for mig. Efter min tilbagevenden til klubben har jeg fået spilleglæden tilbage og nyder at komme i klubben hver dag. Ovenpå en rigtig god første sæson med oprykning og et mindre godt efterår, ser jeg frem til at fortsætte i det nye år, der byder på en frisk start med Kristoffer ved roret. Vi skal sammen gøre alt for at skrabe så mange point sammen som muligt. Jeg ser mig selv som en del af FC Roskilde de næste mange år. Det er en fantastisk klub, hvor man er omgivet af gode mennesker,” lyder det fra en glad Nicklas Halse.

“Halses anden periode i klubben har været lige så succesfuld som den første - derfor er vi meget glade for, at han fortsat vil være en del af projektet. Halse er en vigtig del af kulturen og omklædningsrummet, samtidig med at han holder et rigtig godt niveau på banen. Han er en ledertype der tager ansvar og går forrest - han er altid med til at presse både holdkammerater og omgivelserne generelt, med de høje krav han stiller. Halse havde et stort ønske om at blive i klubben og vi havde et stort ønske om at forlænge med ham, så det er altid dejligt med spillere, der kan se sig selv i projektet. Vi er rigtig glade for denne forlængelse,” udtaler sportschef Anders Theil.