24.
jun

Netværk

Ny og stærkere aftale med SPORT24 og Puma

Det er med stor glæde, at vi kan præsentere en treårig forlængelse af vores i forvejen lange samarbejde med SPORT24 og Puma.

Med den nye aftale, der løber frem til sommeren 2027, tager FC Roskilde endnu et skridt i den rigtige retning, med den største tøjaftale i nyere tid.

“Vi er rigtig tilfredse med at forlænge og forbedre vores stærke samarbejde med SPORT24 og Puma. Sammen har vi de seneste mange måneder arbejdet på at tage vores partnerskab til næste niveau og samtidig styrke klubbens brand yderligere. Til den kommende sæson glæder vi os til at præsentere de første tiltag i aftalen, der blandt andet indeholder nye specieldesignede kamptrøjer,” siger kommerciel chef i FC Roskilde, Patrick Werther, og uddyber:

“Vi har i lang tid gerne ville klæde vores fans bedre på i de lyseblå farver, men har tidligere haft udfordringer med dette. Med den nye aftale og de nye unikke FC Roskilde-trøjer, vil vi i den kommende tid stå bedre rustet, til at opfylde vores fans ønsker om mere merchandise. Det er perfekt timing for os med en oprykning, og vi glæder os til at præsentere de nye trøjer forud for den kommende sæson i NordicBet Ligaen.”

Hos SPORT24 glæder man sig over at tage endnu et stort skridt med FC Roskilde:

“Vi er enormt glade og stolte over, at vi får lov til at være med på den videre rejse med FC Roskilde. Klubben er inde i en rivende udvikling og vi ser et stort potentiale i Roskilde. Vi ser meget frem til at iklæde klubben en fed specialdesignet kamptrøje til den kommende sæson, som forhåbentlig kan højne klubben og gøre os mere synlige i NordicBet Ligaen. Vi har en stor tro på klubben og menneskerne omkring, hvorfor det har været en rigtig god og grundig proces omkring forlængelsen af kontrakten,” siger Simon Pedersen fra SPORT24 TEAM-B2B.