30.
apr
A-truppen
30.
apr
A-truppen
Vores erklærede mål har hele tiden været at vende direkte tilbage til Betinia Liga. Det må vi nu være realistiske og sande, desværre ser ud til at glippe. Vi har på ingen måde været tilfredse med foråret og den manglende pointhøst, der nu gør, at vi ligger hvor vi gør. Foråret lever på ingen måde op til vores forventninger, ambitioner og det arbejde der bliver lavet omkring fodboldholdet hver dag.
Når det så er sagt, har vi sideløbende arbejdet med stadionprojektet i Rådmandshaven. Vores udmeldinger omkring oprykning til Betinia Liga, har hele tiden været forudsat, at vi kunne få en dispensation til at spille fodbold i Roskilde Idrætspark - et absolut must for at vores fodboldklub hænger sammen. Når vi nu kan konstatere, at vi ikke rykker op - så kan vi samtidig konstatere, at det økonomisk set er en fordel. Ved en oprykning i år, skulle vi have afviklet alle vores hjemmekampe i Slagelse, da processen med et nyt stadion først blev vedtaget i går og kan starte i foråret 2027.
Sæsonen giver stof til eftertanke, og vi går nu i gang med at forberede os på den nye sæson – en sæson, der bliver den første i en ny treårsplan, hvor vi om tre år skal være et etableret hold i Betinia Liga.
En treårsplan, der forhåbentlig også flugter med, at der står et flot og moderne stadion i Rådmandshaven. Vi glæder os over, at der nu er udsigt til nye rammer i fodboldklubben. Rammer, der både vil gavne breddeidrætten, eliteidrætten og mange andre borgere i Roskilde. Alle erfaringer i fodbold viser, at breddeidrætten fører videre til eliteidræt - det er i bredden drømmene opstår og arbejdet starter.
Bestyrelsen har sammen med direktionen udarbejdet en realistisk og forsvarlig treårsplan, som vi agter at indfri. En økonomisk forsvarlig plan, hvor vi løbende vil bygge på frem mod 2029. Vi vil fortsætte med at udvikle vores allerede stærke erhvervsnetværk, ligesom vi løbende vil udvikle os sportsligt.
Et nyt stadion til byen
Onsdag aften blev det vedtaget i Roskilde Byråd, at der kommer et nyt stadion i Roskilde Idrætspark. Vi vil gerne starte med at takke de partier, der har kæmpet hårdt for et nyt stadion i Rådmandshaven. Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Lokallisten Roskilde stemte onsdag endeligt ja til et nyt stadion. Derudover skal der også lyde en tak til SF, der sammen med førnævnte partier var med til at stemme processen igennem efterfølgende.
Det har været en lang sej kamp gennem mange år, og vi er derfor meget glade og tilfredse med udfaldet af gårsdagens byrådsmøde. Byen har brug for et nyt stadion i Rådmandshaven - og det får den nu. Vi vil følge de næste skridt nøje og se frem til den videre dialog. Roskilde Kommune går i den kommende tid i markedsdialog og udbud med stadionprojektet, mens der er lagt op til kontraktunderskrivelse i april 2027.
For første gang i lang tid kigger vi ind en langsigtet plan, der flugter med et nyt færdigt stadion i Rådmandshaven. Et nyt samlingspunkt, der både vil løfte os sportsligt og kommercielt. Et stadion der vil sætte nye mål for fodboldklubben i fremtiden.
/FC Roskilde