29.
sep
A-truppen
29.
sep
A-truppen
HB Køge er stiftet 1/7 2009 som en overbygning med to senior- og ét U-19, hhv. U-17-hold af moderklubberne, Køge og Herfølge Boldklub. Begge moderklubber har været danske mestre, og måske derfor lykkedes det efter mange forsøg og en konkurs i Køge, at indgå det nu eksisterende samarbejde.
Køge Boldklub (1/10 1927) er skilt ud fra den daværende Køge Gymnastk- & Idrætsforening, hvori i 1907 indgik den gamle i 1895 stiftede Køge Boldklub. Køge kom i landets bedste række inden krigen og det var ikke et tilfælde at Køge som afslutning på sæsonen 1953/54 vandt Danmarksmesterskabet, som den første klub i provinsen. Københavnernes dominans var en gang for alle brudt og allerede året efter vandt AGF titlen og også klubber som Vejle, B 1909 m.v. var med i top. Den sidste kamp var hjemme mod B 93 (0-0) og der var 14.500 tilskuere – i en by der dengang kun talte 11.500 indbyggere. Træner var den dygtige ungarer Lajos Szendrödi. Andet DM kom i 1975 og Køge var på mange områder i mange år den største klub på Sjælland. 2. holdet var i Danmarksserien, 3. holdet i sjællandsserien, 4. holdet i serie 1 og det blev til utallige mesterskaber i diverse undomsrækker. RB 1906 har i øvrigt mødt Køges 2. hold i mange sæsoner (Sjællandsserien frem til 1958 – og senere i Danmarksserien) allerede tilbage fra 1946 og senest i sæsonen 2001/02, og det er blevet til i alt 39 indbyrdes møder på dette niveau – et antal kampe vi i det hele taget kun har mod ganske få andre 1. hold fra sjællandske klubber, bl. a. Birkerød, Holbæk og Slagelse. Køge spillede som selvstændig klub 73 sæsoner i træk i Danmarksturneringen.
Herfølge Boldklub (3/6 1921) i folkemunde ”landsbyklubben” kom først med i SBU’s turneringer i 1938 og oprykningen til 3. division kom efter sæsonen 1968, og senere er det jo blevet til mange kampe i såvel 1. division som superligaen. Herfølge kom på med betalt fodbold fra starten i 1978 – og det var med Gudmund Jørgensen (K.V.Saft) ”Saftkongen” som storsponsor – samme Gudmund som efter Køges DM i 1954 skød penge i bygning af ny tribune i den nordlige del af Vordingborgvej (= Køge Stadion). Den sæson havde de i øvrigt RB’s Poul Marcussen som træner og vi rykkede jo sammen op i 2. division.
Kulminationen på den sportslige succes kom i sæsonen 1999/2000, hvor klubbens første og eneste Danmarksmesterskab kom i hus med John ”Faxe” Jensen som delvist spillende træner. Herfølge nåede alene 40 sæsoner i de forskellige divisioner.
Om dette mesterskab gjorde at det hen ad vejen nemmere med en sammenlægning skal være usagt – men mon ikke mange af de gamle i Køge måtte sluge en mindre kamel dette år – nu var de ikke længere ene om at kunne pryde sig med skiltet: ”Danmarksmestre”.
I alt 92 opgør siden 1943.
/Bjrøn Jensen