25.
sep
A-truppen
25.
sep
A-truppen
Silkeborg I.F. har flere idrætsgrene på programmet og er stiftet forholdsvis sent: 26. april 1917, og har dermed nu snart 102 år på bagen.
Silkeborg havde huseret mange år i den bedste jydske række inden det blev til JM i 1960, men først året efter lykkedes det via den daværende kvalifikationsturnering (4. division – eksisterede 1959-65) at komme med i 3. division i 1962.
Det blev dog et kort ophold med nedrykning til følge, men med hjemmesejr over RB 1906 på 2-0. I efteråret tog RB’erne dog revanche på hjemmebane og vandt med 6-2. SIF sluttede sidst (nr. 12), RB 1906 som nr. 7.
RB møder i øvrigt næste gang Silkeborg i 1977 – taber begge kampe (1-4 hjemme og 1-2 ude) men det er jyderne, der må rykke ned alligevel, og det var året inden domkirkebyens stolte sønner spillede sig op i landets næstbedste række sammen med Herfølge og Viborg.
I 1966 fik turneringerne ny struktur. 3. division blev opdelt i en øst- og en vestkreds og Danmarksserien kom til. Silkeborg vandt vestkredsen og kom dermed i 3. division. Herefter kom år med op- og nedrykninger inden man i 1982 vandt DS, kreds 4. Samtidig indførte man betalt fodbold og i sæsonen 1988 var man pludselig i landets bedste række.
Kulminationen kom i sæsonen 1993/94 med det første (og hidtil eneste) Danmarksmesterskab med den senere landstræner, svenske Bo Johansson i spidsen. Endvidere vandt klubben DBU’s Pokalturnering i 2001 med finalesejr på 4-1 over AB. En bedrift der blev gentaget sidste sæson med finalesejr over AGF. I 1998 blev det til en sølvmedalje og såvel 1995 som 2001 indbragte bronze.
Der mange kendte profiler fra SIF men ikke mindst Rajko Lekic, der jo opnåede 40 kampe på to sæsoner (2012/13 og 13/14) for FC Roskilde med 19 mål til følge, kan vi huske her i domkirkebyen.
Den første kamp i denne sæson var 19. august i Roskilde, hvor Silkeborg kunne drage hjem med en sejr på 1-0 i overværelse af 775 tilskuere, mens den næste er for fem uger siden hvor vi for øjnene af 2.873 tilskuere tabte 3-1 (Emil Nielsen). 1.479 var kommet i Ørnereden den 7. april 2019 hvor Silkeborg drog hjem med en 2-1 sejr. For FCR scorede den nuværende Silkeborgspiller, Younes Bakiz.
Med andre ord: Vi har aldrig med FCR vundet over Silkeborg – det skal der laves om på i aften!
/Bjørn Jensen