19.
feb
Kampreferat
19.
feb
Kampreferat
Der var råkoldt i Valby Idrætspark, der jo som tidligere meldt ud, også danner rammerne for vores første hjemmekamp i CampoBet 2. division i 2026 (fredag den 6. marts). Det lunede dog lidt, at FC Roskilde kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med en solid 1-4 sejr. Det var anden gang på mindre end 14 dage, at Roskildemandskabet slog BK Frem med netop disse cifre.
Kampen var ikke et kvarter gammel, da Oliver Juul får bolden ude på venstrekanten, hvorfra han sender et hårdt og præcist fladt indlæg i feltet, hvor vores islandske nyerhvervelse, Bjarni Adalsteinsson, kontrolleret med indersiden udplacerer en chanceløs Frem-keeper helt ude ved modsatte stolpe.
Der skulle igen gå knapt et kvarters tid, inden Juul igen kom i assist-rollen. Et godt udført hjørnespark blev med "venstrepoten" sendt i feltet, hvor Valdemar Montell steg i luften og kunne header FC Roskilde foran 0-2.
Bare ti minutter senere ville Emil Nielsen også være med. Han afslutter på mål, men modstaderen tager hånden til hjælp i straffesparksfeltet, og dommeren peger på 11 meter-pletten. Emil sparker selv og bringer usvigeligt sikkert stillingen på 0-3, hvilken også blev pausestillingen.
FC Roskilde kom lidt ukoncentreret ud til 2. halvleg, og spillet så lidt rodet ud, men efterhånden kom der igen styr på tingene. Der var spillet små 20 minutter, da Mads Freitag kunne øge stillingen til 0-4. Navnebror Mads, med efternavnet Carlson, driblede ned mod baglinjen og sendte et fint "cutback" ind til Freitag, der havde timet sit løb perfekt, og ubesværet kunne sende bolden i mål.
Tre minutter senere sov forsvaret dog i timen. BK Frem susede frem i højre side - en fladt indlæg tæt på Alexander i Roskildemålet blev prikket i mål, da en Frem-spiller kom først på bolden. Her blev FC Roskildes defensiv fanget i ubalance, og cheftræner, Thomas Axel Madsen, var ikke tilfreds.
Resten af kampen blev ikke den helt store oplevelse. FC Roskilde kunne dog godt havde scoret et mål mere, men fra kort afstand blev en hård afslutning reddet af Frem-keeperen direkte med ansigtet. Det gjorde åbenlyst ondt, men han kom hurtig på benene igen.
Start 11'eren var: Alexander Hasmark Jensen, Mikkel Juhl Andersen, Oliver Juul, Oliver Skolnik, Harald Holter, Emil Nielsen, Mads Carlson, Marius Uhd, Mads Freitag, Bjarni Adalsteinsson og Valdemar Montell.
På bænken startede Oscar Hjorth, Frederik Engqvist, Silas Trier, Alberto Vogtmann, Mathias Veltz, Kasper Nyegaard, Frederik Palle, Marius Hammelboe og Magnus Lysholm. Med undtagelse af Hjort fik alle spilletid.
Så sidste testkamp, inden truppen rejser på træningslejr i Tyrkiet på lørdag, blev vundet efter en ganske solid indsats. Der spilles en træningskamp i Tyrkiet og ellers går det igen løs om vigtige point, når Ishøj IF kommer på besøg - og det bliver altså Valby Idrætspark, der skal agere hjemmebane for "De lyseblå".