27.
feb

A-truppen

Snævert nederlag i Tyrkiet

Træningslejrens anden og sidste træningskamp bød på tjekkisk modstand, i form af Sigma Olomouc B. En kamp i et højt tempo, som vi desværre ender med at tabe med 0-1.

Nikolaj Zachariassen har endnu en gang været ved tasterne og det er der kommet nedenstående kampreferat ud af:

13’ min: En fremragende dybdebold fra Oliver Skolnik satte for alvor gang i kampen. Emil Nielsen timede sit løb perfekt, og fik en god mulighed for at score endnu et mål i denne pre-season. Desværre trillede bolden en halv meters penge forbi fjerneste stolpe, og stillingen var fortsat 0-0.

17’ min: 1. halvlegs anden chance kom i forbindelse med et hjørnespark. Mads Carlson formåede at lægge bolden godt ind i feltet på trods af svære vindforhold. Efter en smule kaos faldt kuglen ned til Emil Nielsen, som desværre ikke fik ordentligt traf på bolden.

25’ min: Efter 25 minutters spil kom Sigma Olomouc til sin første chance - en afslutning på kanten af feltet som Alexander Jensen reddede ud til hjørnespark.

40’ min: 0-1 Sigma Olomouc
Efter et indlæg fra vores venstre side kom vi desværre bagud 1-0.

45’ min: En god mulighed bød sig, da Oliver Juul brød igennem i venstre side og drev bolden ind mod modstanderens felt.
Smarte løb fra Frederik Palle og Emil Nielsen skabte en masse plads, som Juul udnyttede til at gå mod mål selv. Desværre leverede Sigma Olomoucs keeper en flot redning.

54’ min: Efter en lille time fik dagens modstander en frisparksmulighed et godt stykke uden for vores felt. På trods af den lange distance valgte Olomoucs nr. 11 at sende en raket afsted, der ramte overlæggeren. Heldigvis for os var det ikke nok, og stillingen forblev 0-1.

60’ min: Et godt drev med bolden fra Marius Uhd begyndte i venstre side og sluttede centralt i banen, da han valgte at spille Mikkel Juhl et par meter uden for modstanderes felt. Med en god første berøring kom Juhl væk fra sin direkte modstander og fik en udmærket mulighed til sit venstre ben. Afslutningen var desværre ikke præcis nok, og bolden røg ca. en halv meter over mål.

Efter 60 minutter skiftede vi samtlige 11 spillere og fik friske ben på banen.

82’ min: En god dybdebold fra Selim Baskaya gav optræk til en mulig udligning. Mathias Veltz blev sendt i dybden og håndterede bolden med en smuk førsteberøring. Solidt forsvarsspil satte uheldigvis en stopper for muligheden.

De sidste 30 minutter blev til en stille affære med få chancer i begge ender. Dette betød også, at vi desværre måtte se os slået 0-1 af tjekkerne i vinterens sidste træningskamp.

Vi glæder os til at se jer i Valby Idrætspark, når vi spiller årets første gældende kamp fredag d. 6. marts kl. 19:00.