24.
sep
Netværk
24.
sep
Netværk
FC Roskilde og Royal Unibrew har forlænget partnerskabet og indgået en ny femårig samarbejdsaftale, der sætter nye standarder for FC Roskilde.
Aftalen markerer fortsættelsen af et frugtbart partnerskab, som har eksisteret gennem flere år, og som vi ser frem til at udvikle yderligere de kommende sæsoner.
“Vi er rigtig tilfredse med at forlænge og forbedre vores stærke samarbejde Royal Unibrew, der er en vigtig partner for os.
Sammen har vi de seneste mange måneder arbejdet på at forlænge og udvikle vores partnerskab.
Den nye aftale baserer sig på et fælles ønske om at løfte stadionoplevelsen i Roskilde Idrætspark, hvor nye salgsboder er en central del af aftalen. Der er stigende interesse for vores kampe og vi vil derfor gøre vores for at totaloplevelsen bliver bedre,” siger kommerciel chef i FC Roskilde, Patrick Werther, og uddyber:
“Vi er stolte af, at en klub af vores beskedne størrelse kan lande sådan en aftale - sammen med Royal Unibrew har vi store ambitioner for udviklingen og nye tiltag for vores fans. Forbedringerne sker ikke over natten, men allerede nu er to af vores nye salgsboder klar til at få debut mod Silkeborg onsdag aften.”
Hos Royal Unibrew er man glade for at kunne fortsætte det frugtbare og stødt voksende samarbejde med FC Roskilde:
“Vi glæder os rigtig meget til at udvikle og fortsætte det gode samarbejde med FC Roskilde. Klubben har udvist en imponerende indsats på banen, og vi er stolte af at være en del af deres rejse. Samtidig ønsker vi klubben forsinket stort tillykke med oprykningen til NordicBet Ligaen,” starter distriktschef hos Royal Unibrew, Maja Sabroe.
“Som en del af den nye aftale vil der blive etableret tre flotte nye barer på stadion, hvilket vil bidrage til en endnu bedre oplevelse for tilskuerne. Dette initiativ er en del af vores fælles bestræbelser på at skabe en hyggelig og indbydende atmosfære, hvor fans kan samles og nyde kampene i gode omgivelser,” slutter Maja Sabroe.
På billedet ses Maja Sabroe distriktschef hos Royal Unibrew og FC Roskildes kommercielle chef Patrick Werther.