4.
jul

A-truppen

18-årige Albion Aliji er ny mand i lyseblåt

FC Roskilde har sommerens anden tilføjelse på plads. Den 18-årige talentfulde offensivspiller, Albion Aliji, kommer til fra Akademisk Boldklub og har underskrevet en aftale til sommeren 2024.

Hovedpersonen glæder sig til at vise sig frem i FC Roskilde:
“Jeg er rigtig glad for at have skrevet under med FC Roskilde. Jeg glæder mig til at vise hvad jeg kan og vise klubben, at de ikke har taget fejl. Hele setuppet er tiltalende og jeg har kun hørt godt om klubben. Jeg er en teknisk stærk offensivspiller, der kan dække de fleste positioner længere fremme på banen. Min styrke ligger klart på den offensive midtbane, hvor jeg har gode kvaliteter. Hvis jeg selv skal sige det, har jeg et godt drev med bolden og er aggressiv i mit spil begge veje. Det bliver et stort skridt til seniorfodbold, men målsætningen er uden tvivl at komme godt i gang og få så mange minutter som muligt - og forhåbentlig på sigt blive en vigtig del af holdet.”

Vores nye assistenttræner, Kenneth Høier, sætter ord på vores nye unge offensivspiller:
“Albion har et højt topniveau og huserer oftest på de offensive pladser i front, men kan også spille offensiv midtbane. Albion har en bred vifte af færdigheder der gør ham uforudsigelig og chanceskabende. Han kan udfordre og sætte sig selv op, ligesom hans blik for andre også gør ham til en fin assistmager.”

Velkommen til domkirkebyen, Albion!