10
jan

A-truppen

Daniel Sehested er ny assistenttræner

Henover vinteren har vi været på jagt efter en ny assistenttræner og vi kan med glæde meddele, at vi nu har en forstærkning til trænerstaben på plads. 28-årige Daniel Sehested er ny assistenttræner i FC Roskilde og han har allerede været i gang med forberedelserne den seneste uge.

Daniel kommer til FC Roskilde fra ungdomsafdelingen i FC Helsingør.

Vores nye assistenttræner, Daniel Sehested, ser frem til at komme på træningsbanen:
“Jeg er rigtig glad for muligheden, og jeg ser frem til at prøve mig selv af på seniorniveau. Klubben er et spændende sted og samtidig er det et utrolig spændende projekt. Jack har præsenteret en plan og en spillestil, jeg kan se mig i - hvilket har betydet at alt faldt i hak. Jeg er ærlig omkring hvordan jeg ser tingene, loyal overfor klubben og truppen. Det afviger jeg aldrig fra. Som træner er jeg dedikeret og velforberedt altid. Jeg glæder mig til at komme på træningsbanen i FC Roskilde og samtidig møde truppen.”

Manager, Jack Majgaard, ser meget potentiale i sin nye assistent:
“Daniel er en ung, talentfuld og dygtig træner. Jeg ser store kvaliteter både på og udenfor træningsbanen, og vi har haft gode snakke henover vinteren. Daniel besidder alle de kvaliteter vi har søgt i en ny assistenttræner. Jeg tror på, at det bliver rigtig godt og jeg ser frem til samarbejdet med Daniel.”

Velkommen til FC Roskilde, Daniel!