30.
jun

Netværk

Danske Bank forlænger og stifter “Frivillighedspris”

Danske Bank Roskilde har været med på rejsen i mange år, og er det selvfølgelig også i den kommende sæson, med forlængelsen af deres FCR Partner-aftale. Samtidig stifter Danske Bank i samarbejde med FC Roskilde en helt ny ‘Frivillighedspris’, der skal uddeles én gang årligt.

Erhvervsdirektør i Danske Bank Roskilde, Jesper Steen Christensen, er ekstra glad for forlængelsen i år:
“Vi er rigtigt glade for at være sponsor i FC Roskilde, og har været det i rigtigt mange år – og har nu forlænget og udvidet samarbejdet.
I år er vi særligt glade, for vi har taget initiativ til, sammen med FC Roskilde, at stifte en helt ny ’Frivillighedspris’. Vi sætter fokus på de mange frivillige i RB06 og FC Roskilde – og hylder årligt én som gør en særlig indsats. Vi ønsker med stiftelse af denne pris, at støtte og anerkende de rigtigt mange frivillige som får klubben til at fungere i hverdagen – uden de frivillige, var der jo ikke noget divisionshold.”

Direktør i FC Roskilde, René Christiansen, hylder Danske Bank og frivilligheden:
“Vi er utrolig glade for, at Danske Bank har forlænget deres partnerskab med os. I den forbindelse har FCR og Danske Bank stiftet ‘Frivillighedsprisen’. Denne pris bliver uddelt én gang årligt, til den sidste hjemmekamp i sæsonen, og gives til en person som enten i FCR eller RB1906 har gået den ekstra mil for fællesskabet og løftet uselvisk for at andre har kunne shine, træne og udfolde sig. Danmark har en unik foreningskultur, som aldrig ville kunne fungere, hvis ikke det var for de tusindvis af frivillige der lægger uendelige timer i. Dét ønsker vi og Danske Bank at hylde lokalt i Rådmandshaven og derfor har vi sammen stiftet ‘Frivillighedsprisen’. Vi glæder os til et fortsat godt samarbejde med Danske Bank, der ofte er at finde på stadion og til vores arrangementer.”