12.
maj
Kampreferat
12.
maj
Kampreferat
Den svære udekamp mod Esbjerg fB - rækkens ubestridte tophold - blev i dag spillet på Blue Water Arena foran mere end 3.400 tilskuere. Det endte desværre med et knebent nederlag, og FC Roskilde kunne godt se sig selv i spejlet efter kampen. De havde leveret en flot indsats, dog med korte udfald - de første godt 10 minutter i hver halvleg, hvor Esbjerg dominerede. I disse to periode, var FC Roskilde ikke rigtigt kommet ud af startblokken.
Det var også de disse to periode, hvor Esbjerg scorede deres tre mål. Det var der, de var spillemæssigt dominerende, skarpe og effektive. Den resterende tid af kampen var det en jævnbyrdig kamp og Roskilde pressede i perioder hjemmeholdet langt tilbage på banen og skabte flere gode tilbud.
FC Roskilde viste igen stærk mentalitet, og selv da de var bagud 3-1, troede de stadig på sig selv, efterlevede cheftræner Mikkel Thygesens taktik, hjalp hinanden og gav sig for holdet - og sluttede også bedst af.
To gange, ved stillingen 3-2, var det "stolpe ud" - først Mads Skøtt, der løftede bolden over Esbjerg-keeperen og ramte overliggeren (76 min.). Senere var det Roni Arabaci, der - efter et langt indkast af Montell - bankede bolden på stolpen med et brag af en afslutning (83 min.).
Esbjerg kom foran allerede efter to minutter. De fastholdte et pres og en lidt tilfældig bold ender hos Nicklas Strunck, der hårdt og fladt afslutter uden chance for Brylov i Roskildemålet.
21 minutter er spillet, da FC Roskilde laver en serie fine pasninger i venstre side - bolden ender hos Andreas Maarup, der driver bolden frem ind foran mål, hvorefter han tordner bolden i netmaskerne med et drømmespark helt ude ved stolpen uden chance for en overrumplet Esbjerg-keeper, Lukas Jonsson.
Efter pausen er FC Roskilde ikke rigtig "kommet ud af omklædningsrummet", og hjemmeholdet bringer sig med to mål - i det 52. (Steven Jamal Simpson) og 57. minut (Elias Sørensen) - foran 3-1.
Her så mange på tribunerne i Esbjerg sikkert for sig, at FC Roskilde var knækket og kampen mere eller mindre var afgjort. Men nej. På ingen måde. FC Roskilde spillede sig roligt tilbage i kampen og indskiftede Selim Baskaya reducerede efter 69 minutters spil. Selim driver bolden i højre side - spiller en bande Roni og får bolden præcist tilbage, så han i høj fart kan tage bolden med sig - og med sin dejlige sparketeknik udplacerer han Esbjerg-keepren. En virkelig flot aktion.
Der bliver ikke scoret mere i kampen. Det blev en kamp, hvor Esbjerg i perioder viste, hvorfor de ligger, hvor de ligger, men også med perioder, hvor FC Roskilde havde taktstokken, spillede dejlig fodbold og viste, at det ikke er en tilfældighed, at "De lyseblå" spiller med i den "sjove ende af tabellen",
Efter denne spillerunde er FC Roskilde gledet tilbage på 3. pladsen - men, som skrevet mange gange tidligere, er intet endnu afgjort. Der er stadig 15 point at spille om, så alt kan ske.
Næste spændende opgave for FC Roskilde er på lørdag, hvor Middelfart gæster Roskilde Idrætspark. Der er kampstart kl. 14:00 - kom og støt gutterne!
Esbjerg fB – FC Roskilde 3-2 (1-1)
Søndag, den 12. maj 2024, kl. 14.00
Blue Water Arena
Tilskuere: 3447
2. Division – Oprykningsspil 2023/2024
Dommer: Nanna Løf Mørch Andersen
Linjedommere: Martin Outzen & Tarik Kabiljagic
Startopstilling:
Marco Brylov (målmand)
Oliver Juul
Oliver Schkolnik
Cornelius Allen
Valdemar Montell
Nicklas Halse (anfører)
Mads Skøtt
Mads Freitag
Andreas Maarup
Marc Winkel
Arman Taranis
Bænk:
Oscar Hjorth (målmand)
Roni Arabaci
Simon Holden
Nicklas Vesterbæk
Frederik Engqvist
Nikolaj Zachariassen
Selim Baskaya
Kampforløb
2'
1-0
Nicklas Strunck Jakobsen (EfB)
21'
1-1
Andreas Maarup (FCR)
52'
2-1
Steven Jamal Simpson (EfB)
57'
3-1
Elias Sørensen (EfB)
61'
Advarsel
Mikail Maden (EfB)
69'
3-2
Selim Baskaya (FCR)
83'
Advarsel
Lars Lungi Sørensen (træner, EfB)
83'
Advarsel
Nicklas Strunck Jakobsen (EfB)
97'
Advarsel/udvisning
Lars Lungi Sørensen (træner)
Ud- og indskiftninger
Tid
Ind
Ud
60'
Roni Arabaci
Marc Winkel
60'
Selim Baskaya
Mads Freitag
93'
Nikolaj Zachariassen
Nicklas Halse
97'
Frederik Engqvist
Arman Taranis