2.
mar
Kampreferat
2.
mar
Kampreferat
Det gamle mundheld lyder "efter en dårlig generalprøve følger en god premiere". Lad os håbe, at det også holder stik for FC Roskilde, der i dag ikke helt levede op til forventningerne, da BK Frem gæstede Roskilde Idrætspark til forårets sidste testkamp.
BK Frem har overvintret på 2. pladsen i 3. division, men var i dag absolut jævnbyrdige med FC Roskilde.
1. halvleg foregik i et fint tempo, men uden de store chancer. Gæsterne havde et skud på overliggeren, men det var også det tætteste nogen af holdene kom på en scoring. Tempoet var såmænd fint, men ellers var der ikke meget at berette.
Kampens enlige mål kom tre minutter inde i 2. halvleg, da BK Frem sender et indlæg fladt ind fra højre side - Brylov får ikke rigtig ekspederet bolden væk - den ender i stedet i fødderne på Lodberg, der resolut banker bolden i mål helt oppe under overliggeren.
Der var et par tilbud i begge ender, men ingen af holdene var skarpe nok til at udnytte dem. Så kampen endte med en sejr til gæsterne på 0-1, hvilket var fortjent.
Så for FC Roskilde blev det lidt en flad fornemmelse, hvilket spillerne også godt selv vidste. Måske var nogle lidt mentalt trætte efter træningslejren? Skuffelsen var i hvert fald til at få øje på hos de lyseblå efter kampen. De vidste alle sammen godt, at præstationen skal et niveau op, når turneringen starter i næste weekenden.
Cheftræner, Mikkel Thygesen, evaluerede kampen og savnede egentlig ikke løbevillighed og vilje til at gå ind i duellerne med stort engagement - men det var som om, at spillerne ikke turde lave de ting, som de plejer at lave. De kom hele tiden lige et skridt for sent i de fleste situationer, og så manglede der kvalitet og begejstring på banen i dag.
Alle var enige om, at vi hurtigt skal videre fra kampen og så begynde at fokusere på den spændende forårspremierekamp, der venter på lørdag kl. 14:00 i Roskilde Idrætspark. Her "åbnes ballet" med en topkamp mod Middelfart, der aktuelt ligger nummer 4. FC Roskilde ligger som bekendt nummer 2.
Startopstilling ⤵️
1 Marco Brylov
3 Oliver Juul
4 Oliver Skolnik
5 Cornelius Allen
6 Nicklas Halse (C)
9 Mads Freitag
10 Roni Arabaci
12 Nichlas Vesterbæk
15 Arman Taranis
18 Andreas Maarup
21 Mads Skøtt
🔁 Bænk:
16 Alexander Jensen, 8 Simon Holden, 14 Álvaro Gomez, 17 Marc Winkel, 19 Valdemar Montell, 20 Nikolaj Zachariassen, 22 Selim Baskaya, 23 Mikkel Madsen.
Startopstillingen præsenteres i samarbejde med Gorm Hansen A/S.