14
jan

Netværk

FC Roskilde ændrer i sundhedssektoren

Forud for et vigtigt 2024 er vi glade for at kunne præsentere et samarbejde med Sport Performance Lap (SPL), der fremover vil agere ansvarlige fysioterapeuter i FC Roskilde.

I spidsen for SPL står vores tidligere spiller, Christian Hansen, der har over 200 kampe for FC Roskilde på CV’et - og han er glad for, at vende tilbage i en ny rolle:

“Jeg har gennem hele min karriere forsøgt at hjælpe FC Roskilde på banen - nu glæder jeg mig til at hjælpe FC Roskilde udenfor kridtstregerne. Sport Performance Lab (SPL) er dedikerede sports- og rehabnørder. Vi arbejder med rehabilitering af skader og forbedring af præstationsevnen.

Vi ser frem til at hjælpe FC Roskilde og sammen opnå de ønskede resultater ved at fokusere på:

1. Rehabilitering af skader: Ved specialiserede rehabiliteringsprogrammer, sammensat ud fra spillernes individuelle behov og det fulde hold som en samlet enhed.

2. Præstationsforbedring: Ved et tæt samarbejde med FC Roskildes trænere, vil SPL hjælpe med at forbedre spillernes fysiske niveau og her ved præstationsevne, både på kort og længere sigt.

Med mig har jeg Morten “Mojo” Johansen og Tobias Nordhav, der sammen med mig vil udgøre den primære del af sundhedsstaben omkring FC Roskilde.

Vi tror på, at en helhedsorienteret tilgang, kombineret med specialiseret viden, er nøglen til at skabe de bedste resultater. Vi ser frem til samarbejdet med FC Roskilde og til at være en del af jeres rejse og sejre på banen.”

FC Roskildes sportschef, Anders Theil, glæder sig til samarbejdet:
“Vi har forud for et vigtigt 2024 ansat et nyt fysioterapeut-team gennem vores tidligere spiller Christian “Chrille” Hansen, der har mere end 200 kampe for FC Roskilde på CV’et. Vi har haft nogle gode snakke med Christian, Morten og Tobias fra Sport Performance Lap - og det bliver primært de to sidstnævnte, to unge gutter, der kommer til at stå for det i dagligdagen. De har begge en meget professionel tilgang til arbejdet og har selv tidligere berørt fodbolddelen både som spillere og trænere, så de kender til gamet. Vi ser frem til samarbejdet.”

Udover tilgangen af Sport Performance Lap fortsætter Christina Fink, der primært har været omkring vores udekampe, som fysioterapeut for FC Roskilde.

Det betyder samtidig, at Joakim Dilling er stoppet i klubben. En stor tak Joakim for hans indsats i FC Roskilde det seneste år.