2.
jun
A-truppen
2.
jun
A-truppen
Det er med stor glæde og stolthed, at vi i dag kan præsentere aftalen med endnu en ung spiller fra egne rækker. Mads er fortsat i gang med sin udvikling og kommer derfor til at bidrage på både U19-holdet og førsteholdet fremadrettet.
Hovedpersonen selv er glad og stolt over at skrive kontrakt:
“Det er en mega fed oplevelse at sidde her med kuglepennen i hånden. Jeg er rigtig stolt over at skrive under med FC Roskilde. Det er kæmpe stort og en drøm der går i opfyldelse for mig. Det er en fed klub, hvor jeg elsker miljøet med spillerne og trænerne. For mig handler det bare om at kunne bidrage på banen - og det arbejder jeg hårdt for. Jeg skylder et generelt tak til alle de trænere jeg har haft gennem min ungdomstid. Hver træner har gjort indtryk på mig, på hver deres måde.”
Sportschef i FC Roskilde, Anders Theil, ser et lysende talent:
“Mads har virkelig gjort det godt på vores U19-hold, og selvom han stadig er U17-spiller aldersmæssigt, så har han hurtigt vænnet sig til tempoet og det fysiske. Det er utroligt glædeligt, at Mads har skrevet under med os. Mads dækker 6’er positionen på banen, han spiller med godt overblik og så er han dygtig til at forsvare sin kæde og bryde spillet.”
Head of Coaching i Roskilde Boldklub Eliteungdom, Per H. Jensen, har svært ved at skjule den store tilfredshed det er, når en spiller fra ungdomsafdelingen belønnes med en FC Roskilde kontrakt:
“Det er med stor glæde, at ungdomsafdelingen i dag igen har været med til at levere en ny spiller til FC Roskildes førsteholdstrup. Selvom Mads er meget ung, har han allerede fået sin debut på førsteholdet og har trænet med førsteholdet de seneste 6 måneder. Mads blev allerede for et år siden belønnet med en aftale med ungdomsafdelingen. Forventningen var, at Mads ville fortsætte sin udvikling, så det kunne blive belønnet med en FC Roskilde kontrakt. Og det lykkedes heldigvis med kontrakt underskrivningen i dag.
Det er ungdomafdelingens primære opgave at uddanne spillere til FC Roskildes førsteholdstrup, som gerne på sigt skulle blive fast inventar på førsteholdet. Det fantastiske arbejde, som trænere og ledere udfører, når de arbejder med de unge talenter i Roskilde, kan ikke værdsættes nok. Jeg vil derfor gerne sige tak for den store indsats til alle ansatte og frivillige i ungdomsafdelingen.
Jeg vil også sige stort tak til alle vores sponsorer i ungdommen, som gør det muligt, at vi kan udvikle de unge talenter. En speciel tak skal lyde til Lars Wilk Røhrmann fra CC Rengøring og Facillity ApS, som har gjort det muligt, at ungdommen har kunne lave økonomiske aftaler med bl.a. Mads Skøtt.“
Tillykke med kontrakten, Mads. Vi glæder os til at se meget mere!