1.
maj
A-truppen
1.
maj
A-truppen
FC Roskilde har forlænget kontrakten med 18-årige Nikolaj Zachariassen. Den talentfulde midtbanespiller, der debuterede for klubben for en måned siden, har fået forlænget sin aftale frem til sommeren 2026.
Hovedpersonen ser positivt på fremtiden i FC Roskilde:
“For det første er jeg taknemmelig for, at klubben vil mig - og derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg ville forlænge min kontrakt. Jeg er glad for at møde ind hver dag, projektet er godt og der er en konstant udvikling, både for mig og for os som hold. Målet har hele tiden været at gøre mig fortjent til en længere aftale med FC Roskilde, og jeg er blevet bekræftet i, at det var det rigtige at gå efter.
Mit første år i klubben har været en god udvikling og en god rejse - det har fungeret godt for mig, at træne med senior og samtidig i perioder kunne holde kampformen ved lige med U19. Jeg føler mig godt rustet til at få så mange minutter på førsteholdet som muligt. Jeg vil altid give 100 procent. Jeg vil love mine holdkammerater og resten af klubben, at jeg giver alt hver gang jeg får chancen.”
Sportschef i FC Roskilde, Anders Theil, tror på Zachariassen:
“Nikolaj kom til klubben for et år siden. Han har arbejdet stenhårdt fra dag 1. Han er ekstremt professionel og kom også fra et professionelt miljø i FCK. Han blev hurtigt taget under vingerne af vores anfører og resten af den ældre kerne i truppen, fordi han arbejder hårdt og aldrig brokker sig. Han har stille og roligt vænnet sig til de fysiske aspekter ved seniorfodbold og har bestemt fortjent at få en ny lang kontrakt. Vi ser Nikolaj som fremtiden og tror på, at han vil få meget mere spilletid. Ydmyghed, hårdt arbejde og masser af talent - så vi er glade for, at han har skrevet under på en toårig aftale. En klog spiller, der dækker banen godt og er en dygtig i presset. Han er en god spilfordeler, men har samtidig et stærkt vristspark.”