19
sep

Netværk

FC Roskilde byder velkommen til V. Meyer A/S

Indenfor kridtstregerne er vi kommet flyvende fra land i den nye sæson, mens vi udenfor fortsat har fuld fart på erhvervsnetværket. Med tilgangen af V. Meyer A/S kan vi i dag byde velkommen til endnu en ny Partner i FC Roskilde. V. Meyer er ny FCR Partner og vil fremover bidrage til netværket omkring klubben.

Salgschef i V. Meyer, Andreas Qvade, ser frem til at blive en del af erhvervsnetværket:
“Hos V. Meyer er vi glade og stolte over, at vi nu er blevet Partner i FC Roskilde. V. Meyer er lokalt forankret i Roskilde og det betyder meget for os, at støtte op lokalt. FC Roskilde er en spændende klub med gode mennesker bag - vi ser frem til at deltage i FC Roskildes netværk og vil forhåbentlig kunne bidrage positivt til den gode dialog.”

Direktør i FC Roskilde, René Christiansen, glæder sig:
“Jeg er glad for, at vi endnu en gang kan byde velkommen til en ny Partner i FC Roskilde. Opbakningen er større end nogensinde og vi oplever et enormt engagement hver gang vi har aktiviteter i erhvervsnetværket - uagtet om det er kampdage, netværksmøder eller andre arrangementer. Det er glædeligt, og endnu mere glædeligt fortsat at kunne byde nye ansigter velkommen. Vi glæder os til at V. Meyer bliver en del af netværket.”

Lyder FC Roskildes Erhvervsnetværk som noget for dig eller din virksomhed, så tøv ikke med at kontakte vores Partnerkonsulent, Nikolaj Worch, på nw@fc-roskilde.dk eller tlf. 4267 3486.

Introduktion til V. Meyer

Hos V. Meyer ser vi tegl som kronen på værket, der fuldender bygningens udtryk. Tegl er prikken over i’et, der gør forskellen og vækker visionen til live. Vores mission er at præge byggeriet gennem nytænkning og inspirerende løsninger. Vi tror på, at pålidelighed, fleksibilitet og verdens bedste ekspedition er vejen mod målet.

V. Meyer blev grundlagt i 1907 og har en lang historie inden for byggematerialer. I dag fokuserer vi på vores tyskproducerede tegltagsten og facadetegl samt naturskifer til både tag og facade. Vores dedikation kommer dig til gode i form af markedets bedste produkter og garantier. På den måde sikrer vi flotte tage og facader, der holder langt ud i fremtiden.

Vi vil gøre en forskel i markedet gennem vores kommunikation, service og ekspedition. Som kunde skal du føle dig som vores vigtigste – uanset projektets omfang. Det opnår vi gennem dialog og forståelse for din situation. Vores set-up gør os agile, og alle medarbejdere har beslutningsansvar, så de hurtigst muligt kan agere og assistere dig.

Vores filosofi er at undgå bureaukrati og finde hurtig vej fra tanke til handling. Det giver nerve og engagement. Vi er altid inden for rækkevidde og parate til at yde det ekstra, så du føler dig i trygge hænder.

Vi melder ud i god tid og finder løsninger fremfor at skubbe problemer. Vi ved, at selv de bedste kan blive ramt af det uforudseelige. Det vigtige er, hvordan situationen bliver håndteret. Faktisk er vores mest loyale kunder dem, der har oplevet, hvordan vi håndterer en uventet udfordring.

Vi tilbyder dig sparring, rådgivning og hjælp med projektering af tag- og facadeløsninger. Vi har et konstruktivt samarbejde med arkitekter og rådgiver ofte tegnestuer om nye muligheder. Vi udvikler egne produkt- og montageløsninger, og vores specialfremstillede facadetegl gør en stor forskel for arkitekter, der gerne vil have indflydelse på Farver, former, materialer og overflader.

Sammen med både forhandlere, entreprenører, håndværkere, husbyggere, privatkunder, tagdækkere, bygherrer og arkitekter går vi en spændende fremtid i møde præget af inspirerende løsninger med tegl, der skaber identitet. Tegl, der sætter kronen på værket.