30
nov

Netværk

FC Roskilde finder kommerciel chef internt

Grundet den stigende interesse for klubben og erhvervsnetværket omkring klubben, har bestyrelsen i FC Roskilde haft et ønske om at styrke organisationen, og samtidig gentænke det administrative setup, for at nå næste skridt i udviklingen.

Her har ønsket været, i en nyoprettet stilling, at øge fokus på strukturen og strategien i FC Roskilde omkring erhvervsnetværket, og samtidig styrke vores i forvejen stærke position på de sociale medier.

Her er valget faldet på 26-årige Patrick Werther, der siden 2014 har været ansat i FC Roskilde - de seneste fire år som kommunikationsansvarlig.

Fra årsskiftet har han takket ja til at blive ny kommerciel chef i FC Roskilde, med reference til adm. direktør René Christiansen.

På vegne af bestyrelsen i FC Roskilde A/S udtaler administrerende direktør René Christiansen følgende

"Vi har nu ejet FC Roskilde A/S i snart 3 år. Det var fra start et erklæret ønske og mål fra os nye ejere, at vi ville spille FC Roskilde tilbage i NordicBet Ligaen - vi ville spille med en væsentlig del af spillere fra egne rækker og vi ville bringe klubben ind i økonomisk ansvarlig balance. Vi er godt på vej med fodbolddelen, hvor vi i skrivende stund ligger på den vigtige anden oprykningsplads, vi spiller med flere spillere fra RB Elite fast på vores hold - tilbage mangler vi at nærme os økonomisk balance. På trods af et eksplosivt voksende erhvervsnetværk, har vi fortsat et stykke vej, for at kunne sætte flueben ved at være i økonomisk balance. Vi har derfor i FC Roskilde lavet om i vores organisation, hvor vi har slanket vores administrative setup, men gearet op på den kommercielle del. Vi skal dygtiggøre os på den front i 2024, og derfor er det med meget stor tilfredshed, at jeg kan byde velkommen til vores nye kommercielle chef, Patrick Werther."

"Patrick kommer med enorm viden omkring fodbold, omkring FC Roskilde, omkring hele det univers der omfatter sociale medier og så er han vidende omkring kommercielle tiltag, som skal styrke oplevelsen af at være en del af FC Roskilde – både på kampdage, men også på alle de tiltag vi laver for vores store erhvervsnetværk. Det er et sæt store nøgler Patrick modtager, men jeg glæder mig enormt meget til samarbejdet, og jeg er helt sikker på, at det bliver en gevinst for vores partnere, tilskuere, fans og ikke mindst også for FC Roskilde – vi kender allerede Patrick, men nu byder vi ham velkommen til, som en fast del af kontoret.”