2.
feb

A-truppen

FC Roskilde henter Mikkel Madsen i FC Nordsjælland

Inden vinduet smækkede i natten til fredag, nåede papirarbejdet at blive udført. Vi er glade for at kunne offentliggøre, at FC Roskilde har skrevet en toårig kontrakt med 18-årige Mikkel Madsen.

Den unge back har spillet fire kampe for det danske U18-landshold og kommer til klubben fra FC Nordsjællands U19-mandskab.

Hovedpersonen selv glæder sig til at trække i lyseblåt i Roskilde Idrætspark:
“Jeg glæder mig til at spille seniorfodbold og få erfaring på det niveau. Jeg trænede med tidligere i opstarten og har været glad for at være her fra dag et - truppen og staben har taget rigtig godt imod mig. Jeg er glad for måden klubben gør tingene på. Samtidig ligger FC Roskilde godt til og det stemmer overens med mine egne ambitioner, om at spille på højt niveau. Roskilde er en rigtig god mulighed for mig - og samtidig var det den første klub jeg blev anbefalet af min mentor og coach Bajram Fetai, der selv har spillet for FC Roskilde. Han kender klubben og har nævnt en masse positive ting. Det er ingen hemmelighed, at jeg håber vi kan rykke op og lave gode ting sammen. Jeg har Superliga-ambitioner på sigt, men vil gøre alt for at bide mig fast her først. Mine færdigheder ligger offensivt, hvor jeg håber på at kunne bidrage med både mål og assist.”

Vores nye signing, Mikkel Madsen, får nummer 23 på ryggen.

Sportschef i FC Roskilde, Anders Theil, ser gode fremtidige muligheder i Mikkel:
“Vi er glade for tilføjelsen af Mikkel, der faldt på plads sent torsdag aften. Mikkel er et produkt af FC Nordsjællands uddannelsessystem - hvilket vi tidligere har haft stor succes med, da vi hentede Montell. Vi kigger hele tiden efter de næste talenter - og kigger også på at tilføje fra egne rækker, hvor vi regner med, at der kommer flere fra. Vi er dog nødsaget til at være på markedet andre steder også, og se hvad der opstår af muligheder der. For os er det den rigtige vej at gå, da vi som klub står et så godt sted, hvor vi forventer salg af en eller to spillere på et tidspunkt. Det er derfor vigtigt at tænke på de næste i rækken - og her er Mikkel en vigtig gardering på positionen. Mikkel er en offensiv back, der er teknisk dygtig. Han har god omgang med bolden og lægger gode indlæg. Han vil frem på banen, men har stadig meget at lære. Jeg er spændt på, hvor hurtigt han kommer op på vores niveau og seniorniveau generelt.”

Velkommen til Roskilde, Mikkel!