1.
febr

A-truppen

FC Roskilde skriver kontrakt med Arman Taranis

Vinterens anden forstærkning er på plads. Vi er glade for at kunne offentliggøre, at FC Roskilde har skrevet kontrakt med 22-årige Arman Taranis.

Den bomstærke angriber, der tidligere har spillet i FC Midtjylland, Sønderjyske og engelske Burnley, har vist sig godt frem de seneste uger, hvorfor vi nu har lavet en aftale gældende frem til sommer.

Vores nye angriber har fået en fantastisk indtryk af FC Roskilde:
“Først og fremmest er det et mega fedt sted. Jeg er blevet blæst bagover af alle de gode mennesker på og omkring holdet. Setuppet og omgivelserne er fede, og jeg kan se mig selv udvikle mig både som menneske og spiller. Det er er godt miljø, hvor sammensætningen af unge og rutinerede spillere går op i en højere enhed. Jeg glæder mig til at komme i gang og håber på, at jeg kan bidrage til en oprykning. Jeg vil komme med hårdt arbejde og forsøge at bide mig fast på topscorerlisten. Jeg ser frem til at trække i lyseblåt - ligesom jeg glæder mig til at lære fans og alle i klubben godt at kende.”

Sportschef, Anders Theil, glæder sig til at se mere til vores nye spiller:
“Arman har trænet med i små tre uger nu, og har gjort det godt. Derfor har vi besluttet, at han skal være en del af truppen i det spændende forår der venter. Arman er en hårdtarbejdende angriber, der er stærk i duellerne. Han er god i presset, og så ved han bestemt hvor målet står - hvilket han også viste mod Helsingør med en flot scoring. Han har et virkelig godt spark og skaber nemt relationer med sine medspillere. Det bliver virkelig spændende at følge ham.”

Velkommen til Roskilde, Arman!