06
i

A-truppen

FC Roskilde tager afsked med tre spillere

FC Roskilde siger denne sommer farvel til tre spillere. Mikkel Nielsen, Álvaro Gomez og Mads Freitag stopper i klubben denne sommer.

Mikkel Nielsens kontrakt udløber og bliver ikke forlænget, Álvaro Gomez og klubben er blevet enige om at ophæve aftalen et år før tid, mens Mads Freitags lejeophold udløber og han derfor vender retur til Næstved Boldklub.

Sportschef, Anders Theil, udtaler:
“Det er tre forskellige cases, men tre spillere der har imponeret på hver deres måde. Niller er en historie for sig. Han er et fantastisk menneske og har i en skadesplaget tid bidraget helt enormt til vores klub og vores omklædningsrum, men nu er tiden kommet til, at han skal videre.
Vi var aldrig i tvivl om kvaliteterne hos Álvaro, men vi har set det som den bedste løsning for begge parter, at vores veje skilles nu og Álvaro kan lægge sit fokus andetsteds.
Med Mads Freitag har vi hele tiden været bevidst om situationen og at han var her på lånt tid, qua hans kontrakt med Næstved. Vi har været utrolig glade for at have Freitag her, han har passet ind i vores miljø fra dag ét og jeg tror, at begge parter har været meget tilfredse. Jeg vil gerne takke alle tre for deres arbejdsindsats i klubben, og for deres bidrag til den fantastiske kultur der er på træningsbanen og i omklædningsrummet.”

Vi ønsker Niller, Álvaro og Freitag alt det bedste i fremtiden - og takker samtidig for indsatsen i FC Roskilde.

Før kampstart i morgen vil vi tage ordentligt afsked med alle tre spillere, samt Jesper Heinze der som tidligere udmeldt også stopper i klubben.