04
jun

Kampreferat

FC Roskilde vandt rækken efter udesejr over Næsby Boldklub

FC Roskilde var i dag på sæsonens sidste udebaneopgave og turen gik til Fyn, nærmere bestemt Næsby Boldklub.

Spændingen i oprykningsspillet er allerede blevet udløst, hvor det står klart, at BK Frem følger med FC Roskilde op i 2. Division. Det ændrer dog ikke ved, at når først fløjten lyder, så vil spillerne give alt for at vinde. Det så man også i dag. Det ligger også dybt i spillerne, at de gerne vil vinde 3. Division - de stiller sig ikke tilfredse med andenpladsen.

Det slog flere gange gnister, og FC Roskilde måtte da også indkassere flere gule kort - og sågar et rødt et af slagsen til Mads Julø, der naturligvis ærgrede sig over det, da han modtog det andet gule kort i overtiden.

Efter lidt spil frem og tilbage på banen i kampens indledning, bragte hjemmeholdet sig foran i det 27. minut. FC Roskilde viste dog stærk mentalitet og lod sig ikke slå ud. De fik "vendt bøtten" og åd sig ind i kampen. Med to mål i anden halvleg endte det med, at "Ørnene" kunne tage alle tre point med hjem.

Der blev givet spilletid flere af de unge talenter, og det var en fornøjelse at se, hvordan de forvaltede deres muligheder. Sejrsmålet blev da sat ind af Benjamin Riisgaard på forarbejde af Selim Baskaya. Lucas Helmer Martinsen, Jacob Milo og Magnus Blixt fik også spilletid. Og det gjorde Casper Grening såmænd også - Grening er i øjeblikket hjemme på sommerferie fra sit USA-ophold.

27. minut

Montell laver frispark og modtager et gult kort for det. Frisparket sender Næsby Boldklub højt ind i feltet. FC Roskilde-forsvaret får ikke afvist den - bolden dumper lige ned til en umarkeret Nicklas Stott Venzel, der tager bolden til sig og ubesværet kan banke bolden hårdt ud i den ene side, uden chance for Roskilde-keeper, Frederik Vng Larsen. 1-0 til hjemmeholdet.

58. minut

FC Roskilde forsøger med gennembrud i venstre side af banen - bolden er på Benjamin Lunds fødder - han forsøger at sende bolden hårdt ind i feltet, men bolden rammer en Næsby-spillers hånd. Dommeren peger korrekt på 11 meter-pletten. Vores sikre straffesparksskytte, Mathias "Mac" Christensen, tager sig af sagen. Han banker bolden sikkert i målmandens venstre side - fladt og stenhårdt - modsat af, hvor han har placeret den de tidligere gange. 1-1 efter flot opspil og fint samarbejde mellem de to unge gutter, Selim og Riisgaard.

67. minut

FC Roskilde i fint gennembrud i venstre side - Selim Bakskaya laver lækre ting med bolden - går til baglinjen med ganske lidt plads at arbejde på - han sender uselvisk bolden ind foran mål, da han kommer tæt på mål. Her dukker hurtige Benjamin Riisgaard op og sætter bolden sikkert i mål. Et mål, der viser sig at blive sejrsmålet til 1-2.

Da BK Frem og VSK Århus spillede 1-1 i Århus, er FC Roskilde nu sikre på at slutte som nummer et, inden den sidste kamp på lørdag i Roskilde Idrætspark, hvor netop VSK Århus kommer på besøg.

Så der var helt forståelig stor glæde og lettelse i omklædningsrummet efter kampen - og stemningen i bussen hjem fejlede heller ikke noget.

Sæsonens sidste kamp spilles på lørdag (11. juni 2022, kl. 14:00), når VSK Århus kommer på besøg i Roskilde Idrætspark. Kom og vær med til at fejre oprykningen med spillerne og lad os sammen lukke sæsonen af med manér.

KAMPFAKTA

Næsby Boldklub – FC Roskilde 1-2 (1-0)

Lørdag, den 4. juni 2022, kl. 14.00

ALPI Arena, Næsby

Tilskuere: 222

3. Division – oprykningsspil

Dommer: Iman Huseen Umar

Linjedommere: Martin Outzen & Faruk Iriskic

 

Startopstilling:

Frederik Vang Larsen

Mads Julø

Valdemar Montell

Andreas Hermansen (anfører)

Benjamin Lund

Tobias Noer

Mathias “Mac” Christensen

Selim Baskaya

Monday Etim

Benjamin T. Riisgaard

Valdemar Schousboe

 

Ikke benyttede spillere:

Christoffer Monty (målmand)

Ali Haider Shah

Kampforløb

25'

Advarsel

Valdemar Montell (FCR)

27'

1-0

Nicklas Stott Venzel (NBK)

42'

Advarsel

Andreas Hother (NBK

46'

Advarsel

Selim Baskaya (FCR)

47'

Advarsel

Andreas Hermansen (FCR)

58'

1-1

Mathias "Mac" Christensen (FCR), straffespark

63'

Advarsel

Mads Julø (FCR)

68'

1-2

Benjamin Riisgaard (FCR)

85'

Advarsel

Mathias "Mac" Christensen (FCR)

94'

Advarsel/udvisning

Mads Julø (FCR)

Ud- og indskiftninger

Tid

Ind

Ud

80'

Lucas Helmer Martinsen

Benjamin Riisgaard

80'

Jacob Milo

Selim Baskaya

80'

Casper Grening

Tobias Noer

95'

Magnus Blixt

Monday Etim