15.
mar

Kampreferat

FC Roskilde vinder efter højdramatisk afslutning

Her til aften kunne FC Roskilde trække sig sejrrigt ud af udekampen mod HIK efter en forrygende afslutning med hele tre mål i tillægstiden. Følelserne var på en vild rutsjebanetur.

Nogle gange overgår virkeligheden fantasien. Om det så er en romantisk amerikansk film, hvor heltene vinder det hele til sidst, kunne man dårligt skrive manuskriptet bedre end det FC Roskilde leverede her til aften på fremmed kunstgræs, da hjemmeholdet, HIK, bød op til fredagsdans.

FC Roskilde stillede op i de nye flotte udebanedragter - orange kamptrøje, sorte shorts og strømper - og var klar til at fortsætte kampen om holde fast i 2. pladsen og dermed blive ved med at "bide Esbjerg i haserne".

Kampen blev sendt direkte i TV på Sport Live.

De første 45 minutter bød ikke på de helt store ting og endte også 0-0. Maarup havde et godt forsøg efter seks minutter, men HIK-målmand, Morten Bank, klarede den. Et par minutter senere vist Marco Brylov sin klasse med en superredning efter en hovedstød tæt på mål. Men ellers en "jævn" 1. halvleg. Det var som om FC Roskilde manglede tempo og kvalitet i de ting, de lavede. Der manglede nogle af de dybdeløb, som Mikkel Thygesen havde efterspurgt. Man sad og tænkte, at der bliver ikke meget at skrive om på hjemmesiden i dag - men der skulle jeg da lige hilse og sige, at jeg tog fejl.

Da stadionuret gik ind i det 57. minut blev en diagonalbold sendt fra højre side helt ud til modsatte kant, hvor Roni Arabaci tæmmede bolden. Og så satte han ellers fart på - han ræsede mod mål, lavede en lynhurtig finte ind i banen og bankede bolden i nettet ved forreste stolpe. Sikke en flot scoring af Roni, der "gjorde det onde" ved sine tidligere holdkammerater.

I det 73. minut bragte hjemmeholdet balance i målregnskabet igen. HIK sender et indlæg fra venstre side mod Roskilde-feltet - bolden rettes af, og Brylov kommer lidt på mellemhånd, da Frederik Emil Andersen dukker op og stanger bolden i mål til 1-1.

Man taler om, at visse trænere har næse for at lave de rigtige indskiftninger på de rigtige tidspunkter - indskiftninger, der kan afgøre kampe. Sådan én har vi i FC Roskilde. For flere indskiftede spillere fik hovedroller og havde afgørende betydning. Det viser netop FC Roskildes styrke og bredde i truppen, og det viser også, at ALLE spillere i truppen har stor værdi, uanset om man starter på banen eller bænken.

Man sad ellers lidt og indstillede sig på, at det i aften blev en 1-1 kamp på det jævne, hvilket måske ikke var helt det, man havde sat næsen op efter, efter den flotte premiere.

Men så skal man da love for, at begivenhederne pludselig stod i kø.

91. minut: Vesterbæk lavede en tilbagelægning, der landede lige i fødderne på en HIK-angriber, som var alene med Brylov - angriberen afsluttede med Brylov hev en klasseredning op af hatten og kunne holde FC Roskilde inde i kampen.

93. minut: Så gik det alligevel galt. HIK bryder igennem i vestre side, sender et "cutback" i feltet, hvor Emil Thomsen kom susende og bankede bolden i netmaskerne. HIK og deres hjemmepublikum var forståeligt nok i ekstase. Når man ligger næstsidst og bringer sig på 2-1 mod rækkens nummer 2 i overtiden, er man bare glad.

94. minut: Selim Baskaya trak ind i banen fra højre side og bankede på mål - bolden tog stolpen og sprang i spil igen. Her havde Marc Winkel læst situationen og halvt liggende sparkede han bolden i mål. Nu var det FC Roskilde, der jublede og var glade for det ene point.

95. minut: Selim stod for forarbejdet, og sendte bolden i feltet - her blev Valdemar Montell væltet omkuld. Dommer Benjamin Svedborg pegede på 11 meter-pletten - og det hele kogte i Gentofte Sportspark. Iskoldt tog 19-årige Selim Baskaya bolden, lagde den til rette og eksekverede bolden usvigeligt sikkert i mål til slutresultatet 2-3. Jublen hos Roskilde-mandskabet var, mildest talt, til at få øje på (se billedet).

Det blev ganske simpelt kampens sidste spark, og FC Roskilde kunne dermed tage alle tre point efter en vild rutsjebanetur.

Den gode gamle fodbold-frase med, at det er lige præcis den slags kampe, der viser, at tingene går topholdets vej og i mod bundholdet, holder vel egentlig meget godt.

Da elle var samlet i omklædningsrummet efter kampen og Thygesen sluttede sin rosende evaluering af med "Vi er FCR, vi kæmper til det sidste, og vi giver ALDRIG op" lød der en brøl af en anden verden fra spillere og stab. Hårene rejste sig på armene af mig, og jeg blev ramt af en helt speciel fællesskabsfølelse.

Man skulle lige knibe sig i armen for at være sikker på, at det man lige havde gennemlevet virkelig var sket. Det var næsten for godt til at være sandt - men den var god nok!

Næste kamp spilles lørdag, den 23. marts, kl. 14:00, hvor Nykøbing FC gæster Roskilde Idrætspark.

KAMPFAKTA

HIK – FC Roskilde 2-3 (0-0)

Fredag, den 15. marts 2024, kl. 19.00

Gentofte Sportspark

2. division

Dommer: Benjamin Svedborg

Linjedommere: Yasin Seker & Paul Nyberg

 

Startopstilling:

Marco Brylov

Cornelius Allen

Oliver Schkolnik

Nichlas Vesterbæk

Oliver Juul

Nicklas Halse (anfører)

Mads Skøtt

Andreas Maarup

Mads Freitag

Roni Arabaci

Arman Taranis

 

Bænk

Alexander Hasmark Jensen (målmand)

Emil Nielsen

Simon Holden

Selim Baskaya

Marc Winkel

Valdemar Montell

Nikolaj Zachariassen

Kampforløb

57'

0-1

Roni Arabaci (FCR)

73'

1-1

Frederik Emil Andersen (HIK)

83'

Advarsel

Nichlas Vesterbæk (FCR)

90'

Advarsel

Marc Winkel (FCR)

93'

2-1

Emil Thomsen (HIK

94'

2-2

Marc Winkel (FCR)

95'

2-3

Selim Baskaya (FCR), straffespark

95'

Advarsel

Emil Thomsen (HIK)

Ud- og indskiftninger

Tid

Ind

Ud

73'

Selim Baskaya

Mads Freitag

73'

Marc Winkel

Roni Arabaci

83'

Emil Nielsen

Arman Taranis

83'

Valdemar Montell

Cornelius Allen