17.
jun
A-truppen
17.
jun
A-truppen
Solen skinnede herligt ned over Roskilde Idrætspark, der dannede rammen om sæsonens sidste kamp for FC Roskilde. Gæsterne var HIK, der også havde sikret sig overlevelse i 2. division. I dag var der primært æren at spille for, hvilket også er rigeligt. Der var ikke tvivl om, at alle Roskildes spillere vil vinde - hver gang!
Der blev inden kampen sagt farvel til en del spillere, der ikke fortsætter i FC Roskilde efter sommerferien - nemlig Roskildelegenden, Andreas Hermansen, Mathias "Mac" Christensen (FC Helsingør), Marius Qvarnstrøm, Lucas Koch, Nicolaj Thomsen, Karlo Trkulja, Filip Solongo, Ronny Larsen og Oliver Lassen. Endvidere stopper træner Daniel Sehested (Young Boys, Silkeborg). Det var en lidt vemodig måde at starte det hele på, men sådan er det desværre nogle gange.
FC Roskilde spillede også for at gå ubesejret igennem kvalifikationsspillet.
FC Roskilde-spillerne viste hurtigt, at der var handling bag ordene i forhold til motivation, spillelyst og vilje til at vinde kampen. Der var nemlig ikke spillet to minutter da Andreas Maarup kunne bringe FC Roskilde foran. Så var vi da igang.
Få minutter efter målet begyndte den danske sommer så at vise sig fra sin mest "alsidige" side. Først begyndte det at regne og i det 12. minut begyndte det så at tordne. Dommer, Frederik Svendsen, stoppede helt korrekt kampen for at afvente vejrsituationen.
Stadionspeakeren annoncerede kort efter, at dommeren vil se vejret an i 10 minutter, hvorefter han ville træffe afgørelse i forhold den videre afvikling af kampen.
Stadionuret viste 21 minutter: Spillet genoptaget.
Stadionuret viste 25 minutter: Spillet stoppes igen. Dommeren giver det fem minutter.
Stadionuret viste 33 minutter: Spillerne går ud på banen, uden at kampen fløjtes igen - men så tordner det igen, og de må igen gå ind.
Stadionuret viste 45 minutter: Dommerens tålmodighed er opbrugt, og han fløjter kampen af.
Nu afventer vi DBU's afgørelse i forhold til om kampen skal genoptages eller om kampen kan betragtes som færdigspillet. Det hele startede så godt, og så endte det med en lidt flad fornemmelse. Det var ikke nogle af holdenes skyld, men vejret.
Vi melder ud, når der kommer en afgørelse fra DBU.