1.
juni

A-truppen

Kenneth Høier er ny assistenttræner

Forberedelserne frem mod den kommende sæson i 2. Division er i fuld gang.

Vi kan derfor med glæde meddele, at vi allerede nu har en forstærkning til trænerstaben på plads. 39-årige Kenneth Høier er ny assistenttræner i FC Roskilde og han tiltræder i klubben, når optakten til den kommende sæson går i gang.

Kenneth kommer til FC Roskilde fra ungdomsafdelingen i Brøndby IF.

Vores nye assistenttræner, Kenneth Høier, ser frem til at udvikle FC Roskilde endnu mere:
“Jeg glæder mig til at starte op i FCR og blive en del af den turnaround som allerede er i gang. Roskilde er en by der bør have en fodboldklub på højere niveau end tilfældet er i dag, og her ser jeg frem til at bidrage med mine kompetencer og supplere Jack så godt som jeg kan i hverdagen.

Som træner er jeg er meget helhedsorienteret med fokus på detaljerne. Er krævende af natur og stiller mig sjældent tilfreds - jeg ser muligheder i ting fremfor begrænsninger, og tænker i løsninger fremfor problemer.

Jeg har nu i ni år arbejdet på højeste niveau i dansk talentudvikling, primært i Brøndby, hvor jeg de seneste to sæsoner har været cheftræner på U15 - men jeg har også erfaring fra U17 og U19. Og arbejdet med spillerne og holdet omkring transitionsfasen til senior, har været der jeg som træner har præsteret bedst.

Den kommende sæson bliver spændende og jeg kan ikke vente med at komme i gang.”

Sportschef, Anders Theil, ser det perfekte match:
“Jeg er sikker på, at Kenneth bliver et godt match til Jack. Kenneth har en enorm erfaring og viden omkring unge spillere. Det betyder, at vi, udover arbejdet med holdet og Jack, også får en ind i klubben, der ved hvad der rør sig rundt omkring. Jeg tror samarbejdet bliver rigtig godt og lige det vi har brug for, for at skubbe os yderligere i den rigtige retning.”

Velkommen til FC Roskilde, Kenneth!