4.
sept

A-truppen

Mikkel Thygesen er ny cheftræner i FC Roskilde

Vi er glade for at kunne meddele, at Mikkel Thygesen vender tilbage til FC Roskilde, denne gang som cheftræner for klubben. Thygesen kommer til klubben efter tre et halvt år som assistenttræner for FC Helsingør i NordicBet Ligaen.

Mikkel Thygesen tiltræder som cheftræner med øjeblikkelig virkning og har første arbejdsdag på træningsbanen med holdet i dag, mandag.

Som aktiv fodboldspiller nåede 38-årige Mikkel Thygesen over 100 kampe i lyseblåt for FC Roskilde, i perioden fra 2015 til 2019. Nu glæder han sig til at komme tilbage til en klub, hvor han tilbragte mange gode år som spiller.

“FC Roskilde er en klub og et projekt, jeg ikke kunne sige nej til. Siden jeg stoppede min karriere og lagde støvlerne på hylden efter flere år i klubben, har jeg fulgt med i udviklingen fra sidelinjen. Selvom jeg ikke nødvendigvis har været på stadion for at se kampene, har det været fedt at følge den opadgående kurve, der har været i hele klubben siden. Det bliver et glædeligt gensyn og et kapitel jeg har set frem til at tage hul på i lang tid. Projektet er spændende og der er mange dedikerede spillere, ejere og folk omkring holdet, der alle arbejder på at komme tilbage hvor klubben hører til. Jeg er helt sikker på, at man kan løfte projektet i flok.

Min målsætning på klubbens vegne, er den samme målsætning som klubben allerede har meldt ud. I indeværende sæson handler det om at slå sig fast i top 6, inden vi forhåbentlig kan spille med om oprykning i næste sæson. Ambitionen er at udvikle holdet og udvikle den enkelte spiller. Jeg ønsker at være den bedste udgave af mig selv, og jeg vil gøre alt for, at spillerne bliver det samme.

Jeg kender gamet og jeg har erfaring fra min egen karriere som fodboldspiller. Jeg ved hvordan det er at løbe rundt på banen, jeg ved hvordan det er i pressede situationer og jeg tror, at mit kendskab kan bringe os langt.

Jeg er en træner, der sætter krav til mine spillere og ikke mindst til mig selv. Jeg har høje ambitioner på spillernes, klubbens og egne vegne. Fans af FC Roskilde og andre der kommer til at se vores kampe, kan forvente et aggressivt og dynamisk fodboldhold. Et hold som er disciplineret og et hold hvor spillerne vil gå langt for hinanden - fordi jeg vil gå langt for spillerne.

Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet. Det bliver sjovt og spændende. Jeg håber, at alle fans og folk der kommer på stadion, vil tage godt imod mig og mine idéer.”

Adm. direktør i FC Roskilde, René Christiansen, har en stor tro på, at Thygesen er den rette til at rykke klubben til næste niveau og bringe stabilitet ind på en position, hvor netop dette har været en mangelvare over en længere periode.

“Mikkel Thygesen er en træner vi har haft på vores radar længe og en træner som klubben har fulgt, siden han stoppede sin aktive fodboldkarriere i FC Roskilde. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har jagtet Mikkel tidligere, og at han er vores ubetinget førsteprioritet til cheftrænerposten i klubben. Det er derfor rigtig glædeligt for os og for vores projekt, at det endelig er lykkedes os at lande en aftale med ham. Vi tror på, at Mikkel er den der kan flytte os, og er den der kan bringe stabilitet ind på en plads hvor der desværre har været for mange udskiftninger over en længere periode.

Vi føler, at han står godt rustet til opgaven efter tre et halvt år som assistenttræner i NordicBet Ligaen. Han kender til seniorfodbold, han har rygsækken fuld af erfaringer fra sin egen karriere og så har han et kæmpe gåpåmod. Vi har uden tvivl gjort et scoop og vi glæder os til at se Mikkels idéer og tanker blive til virkelighed i Roskilde Idrætspark, hvor han selv har spillet mange kampe” lyder det fra adm. direktør i FC Roskilde, René Christiansen.

For Anders Theil, der er sportschef i FC Roskilde, bliver det et glædeligt gensyn med Mikkel Thygesen. Vores sportschef er ikke i tvivl om, at Mikkel har de rette kompetencer til at bringe FCR videre.

“Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Mikkel igen. Han har en historik i klubben og jeg ved, at hans tid i klubben betød meget for ham - også selvom den sidste tid blev lidt hektisk. Jeg har løbende haft kontakt med ham, så det er rigtig fedt, at det nu er lykkedes os at få ham med om bord. Værdierne og den måde vi er på som klub, betyder meget for Mikkel. Han er tydelig i det han vil og så er han rigtig god til både unge og ældre spillere i en trup. Lige præcis den del er rigtig vigtig.

Selvom det har været en lidt turbulent afslutning på sidste sæson og lige så starten på denne, så er det en helt igennem fantastisk gruppe af spillere og stab omkring holdet. Sammensætningen af truppen har rigtig god kvalitet og samtidig gode værdier, hvor alle vil løbe den ekstra meter for hinanden. Kulturen i vores omklædningsrum er rigtig god.

Vi glæder os til at starte rejsen sammen med Mikkel. Jeg er sikker på, at vi kan fortsætte som den seneste tid, hvor alle gør sig umage og har fokus på at spille hinanden gode og altid tænke på, hvad der er bedst for FC Roskilde," slutter Anders Theil.

Jesper Heinze fortsætter i en rolle som assistenttræner for Mikkel Thygesen, hvorfor han er stoppet som cheftræner for U19-mandskabet i Roskilde Boldklub Elite, for at have fuld fokus på denne opgave. I første omgang er Heinze assistenttræner frem til årsskiftet.