15
jun

Netværk

Rasmus Wedege er ny FCR-keeper

Forberedelserne frem mod 2. Division er i fuld gang og sommerens første forstærkning er klar for FC Roskilde. Den 21-årige talentfulde målmand Rasmus Wedege kommer til klubben fra BK Frem og har underskrevet en etårig aftale.

Hovedpersonen er sulten for at komme i gang i FCR:
”Jeg gik og legede med tanken om at skulle prøve noget nyt denne sommer, og så bød muligheden sig i Roskilde. Jeg har haft en del snakke med den tidligere FCR-målmand, Jannich Storch, der har talt godt om klubben. Projektet er tiltalende og den overbevisende oprykning i år frister selvfølgelig også. Jeg har følelsen af, at klubben er på vej op med et stabilt grundlag og ambitionerne er store – det kan jeg godt lide, det er mine egne også. Jeg elsker idéen om at satse på unge talentfulde spillere, der vil yde maksimalt hver weekend. Det er en idé jeg kun kan støtte op omkring. Jeg er sulten efter at vise mig frem i 2. Division og jeg kommer for at blive ny førstemålmand i FC Roskilde.”

Sportschef, Anders Theil, er glad for at have landet en ung spændende målmand:
“Rasmus er en spændende keeper der, på trods af sin alder, allerede har en del divisionskampe på CV’et. Rasmus’ spil med fødderne er rigtig godt og det passer godt til den måde vi gerne vil spille på. Rasmus er meget aggressiv i sin spillestil, mens han samtidig er hurtig og atletisk. Vi er rigtig glade for at have ham på plads - og det bliver spændende at følge hans udvikling i FCR.”

Velkommen til domkirkebyen, Rasmus!