12.
aug

A-truppen

Roskilde vs Århus Fremad

Aarhus Fremad er oprindelig stiftet som ”Aarhus Fodsportsforening FREMAD”, den 12. juni 1897, men først i 1947 startede man den egentlige fodboldafdeling op. De første mange år holdt klubben til på Læssøesgades Skole, men kom så i 1970 til Riisvangens Stadion, da Skovbakken flyttede ud på det nye Vejlby-Riisskov Centret.

Klubben kommer i starten af 1970’erne i økonomisk uvejr og er i 1974 blot ni medlemmer tilbage – heraf de tre der udgør bestyrelsen. Med Børge Toft ved roret fik man rettet skuden op og var allerede året efter og selv med lidt slinger i valsen i de kommende ti år er man i 1984 atter på ret kurs og da Århus Kommune dette år hjælper med opførelsen af et nyt klubhus i stedet for den gamle ”tyskerbarak”.

Yderligere fremdrift kom da man i 1988 valgte den tidligere 1.holdsspiller og træner, Jan Hammerholt, som formand. Som serie 3 hold havde man sponsorbiler, der var træningslejre og klublivet blomstrede op. Kim Poulsen var træneren der kørte holdet op gennem rækkerne og i sommeren 1995 var det oprykning til 2. division vest – samme dag som RB 1906 rykkede op i 2. division øst.

På jubilæumsdagen den 1. juni 1997 er oprykningen til Superligaen en realitet og ny træner er et kendt blad i trænerfaget – Viggo Jensen. Debuten i Superligaen er 25. juli i lokalopgør mod AGF på Århus Stadion og Fremad vinder med 2-1 på mål af Søren Hermansen og Gregers Ulrich. Det blev til to sæsoner, inden det var slut på eventyret for denne gang. Blandt spillerne på Superligaholdet var en af vore egne spillere, nemlig Jesper Sommer. Med nedrykningen - og tabet af Jan Hammerholt, der døde alt for tidligt i 1998 – begyndte klubben nu en stille og rolig nedgang.

Der er tumult i klubben i de næste fem år, der byder på i alt seks forskellige trænere i perioden der startede i 1999. Man dannede overbygningen ”FC Aarhus” sammen med Skovbakken IK der dog træder ud allerede efter et halvt år. Fremad bevarer overbygningen, men den graves ned i 2003 og så har det siden været ”Aarhus Fremad” igen, med rigtig gode forhold på det hyggelige ”Riisvangens Stadion”.

I 2014 blev det til nedrykning til Danmarksserien, men allerede året efter var man tilbage i 2. division vest og siden 2021/22 i den samlede 2. division (niveau 3) hvor FCR kom op året efter.

Efteråret 2022 gav en de bedste kamp i Ørnereden i lang tid. Århus Fremad vandt 6-4 efter 3-2 ved pausen, men det kunne nemt have gået begge veje i en underholdende kamp, hvor desværre kun 519 tilskuere så på. Ronny Larsen, ”Mac”, Monday og Malte Karoli scorede for FCR. I foråret var Århusklubben længe på oprykningskurs, men det smuldrede til sidst og også FCR fik point med hjem fra Riisvangen. Kampen endte 1-1 i en kamp, hvor Maarup bragte os foran inden pausen, men Fremad fik udlignet til glæde for de 1.002 tilskuere.

- Bjørn Jensen