23.
mar

Netværk

FC Roskilde vs Karlslunde

Karlslunde IF - eller KIF Fodbold som klubben hedder i dag - er en sammenslutning (fra 1934) af den oprindelige Karlslunde Boldklub (26. maj 1914) samt Karlslunde IF, der da blev til Karlslunde Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening.

Klubben var som den af de få i det gamle Roskilde Amt medlem af DDSG&I (De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger), mens de fleste var med i DDGU (De danske Gymnatik- og ungdomsforeninger) – det der i sidste århundrede blev slået sammen – med meget møje og besvær - til det DGI vi kender i dag.

Hverken RB 1906 eller FCR har tidligere mødt Karlslunde i divisionerne, idet klubben i mange år har været at finde mest i serie 2, 3 og 4, men det er for RB’s vedkommende blevet til to pokalkampe – netop i årene hvor vi rykkede op i næstbedste række (2.division). Den gang var 3.divisionsholdene ofte med i de sidste af SBU’s indledende runder.

Den 7. juni 1978 (SBU’s tredje runde) vandt vi knebent 1-0 i Karlslunde på et mål af Torben Nielsen, mens det andet opgør (22. juni 1982 – også SBU’s tredje runde) blev vundet hjemme anderledes sikkert med hele 6-1 på mål af: Torben Nielsen 3, Steen Byberg, Kim Truesen og Jesper Christiansen.

Den første kamp i denne sæson – i Roskilde - blev spillet den 17. september 2021 foran 589 tilskuere og det blev til en meget sikker sejr på 4-0. Magnus Krogh Hansen (14'), Sebastian Elvang (33'), Valdemar Schousboe (41') og Monday Etim (77') scorede for de lyseblå.

Det er top mod bund på lørdag kl.13.00 i Kongens Enge og forhåbentlig med en sejr til FCR igen.