22
mar

A-truppen

Roskilde vs Nykøbing FC

Nykøbing FC

B 1901 – stiftet 8. november 1901 – var en magtfaktor i provinsfodbolden i perioden fra 1913-27 hvor man var i provinsmesterskabsfinalen 11 gange og vandt de syv – men når det gjaldt DM-finalen mod den københavnske vinder – ja, så tabte man. Dette blev i øvrigt først brudt, da Køge som den første provinsklub vandt DM i 1954. Næste gode periode for klubben kom i årene 1963-83, hvor en 5. plads i 1. division i 1977 samt de to tabte pokalfinaler i 1973 (Randers Freja 0-2) og 1983 (OB 0-3) er de bedste præstationer under de tre kendte trænere Kurt ”Nikolai” Nielsen, Torben Storm (senere træner i RB 1906 sidst i 90’erne) og Niels Erik ”Gulddrengen” Rasmussen – alle tre selv med rødder i klubben.

B 1921 – stiftet 13. maj 1921 – blev stiftet af en kreds af medlemmer, der var utilfredse med de andre klubber i byen. Klubben kom i DBU-rækkerne første gang 1939, og er siden rykket op og ned utallige gange. B 1921 var i øvrigt den eneste klub, der i RB’s gode år 1982 (oprykning seks runder før sidste spillerunde) besejrede domkirkebyen, men alligevel selv rykkede ned – dog med 27 point som fjerde sidst!

Nykøbing Falster Alliancen (NFA) blev dannet 1/7-1994 som overbygning mellem B 1901 og B 1921, og 1. juni 2006 blev det så til LFA (Lolland-Falster Alliancen). 1. juli 2010 trådte B 1901 ud af samarbejdet, så der alene var med B 1921 på dennes licens.

Man startede i øvrigt i klubberne med et projekt, der efter behandling i Guldborgsund kommune, pr. 1. juli 2013 betød, at klubberne blev slået sammen til Nykøbing FC.

Det første møde mellem RB og 1901 var i kampen om provinsmesterskabet i 1920 – ja, RB hed dengang dog fortsat ”Søstjernen” og var blevet sjællandsmestre. B 1901 vandt kampen 2-1 –og det var altså året inden den anden klub i byen i det hele taget så dagens lys! B 1901 nåede dette år finalen – nederlag til B 1903 med 2-0, men havde i semifinalen slået Ringkøbing IF, der overraskende var blevet jyske mestre ved at slå AAB med 5-3 efter omkamp (3-3) på neutral bane – det netop nyindviede Århus Stadion.

Flere klubber har altså eksisteret, og det er den eneste ”sammenblanding”, der delt op i klub/turnering/pokalkampe, giver hele ti forskellige kombinationer. Samlet antal møder (53) og målscorere m.v. kan du se ved at klikke på knappen.

- Bjørn Jensen