30
mar

Netværk

Roskilde vs Vanløse

Vanløse IF er stiftet 1/7 1921 og har dermed lige afholdt 100-årsjubilæum. Klubben førte en omflakket tilværelse i de første år både i Vanløe og på Frederiksberg inden man i 1946 fik plads ved Vanløse Skole og det første Vanløse Stadion (Idrætspark). Stadion er senere blevet renoveret to gange - senest i 2012.

Klubben kom i 3. division i 1952 (kval. sammen med RB 1906), og kom med efter en sejr på 6-0 over Viborg, som RB 1906 som bekendt tabte til 0-2 i netop Viborg. Klubben startede i øvrigt i ”Forstædernes Union” og senere ”Småklubbernes Sammenslutning” inden man i 1928 blev medlem af KBU.

Klubbens bedste år var i 1974-76 hvor man dels vandt pokalturneringen(1974) – som 2. divisionsklub mod en modstander fra samme række – OB. Vanløse blev nr. 1 og rykkede op i 1. division – OB blev kun nr. 8 – og det blev til mestertitel til Vanløse med en sejr på 5-2. I øvrigt med 20.000 på lægterne, deriblandt undertegnede.

Klubben har, ganske som RB 1906, ført en omflakkende tilværelse med tilsammen 17 år i Danmarksserien, men er for tredje sæson i træk at finde i 2. division.

Klubbens mest kendte spiller er Finn Laudrup (31.07.1945), der opnåede 9 A-landskampe for klubben, samt 10 for Brønshøj og én for KB. I årene 1968-70 spillede Finn i Wiener SC og var dermed jo ikke aktuel for landsholdet. Efter hjemkomsten kom to sæsoner for Brønshøj, to for Brøndby, seks for KB og endelig sidste år igen i Brøndby og nu sammen med ældste søn, Michael. Til sammen har far og sønner 206 A-landskampe og det har givet 99 sejre, 42 uafgjort og 65 tabte med en score på 337-213 – pænt snit.

Vanløse var i øvrigt sidst i 60'erne et rigtigt ”familiehold”. Finn er gift med Ebbe Skovdahls søster Lone og Finn’s søster Marianne med Flemming Bølling fra samme hold.

Senere var det Henrik Jensen (25.10.1959) der var den store spiller – også til vort indestævne i Hallerne mellem jul og nytår – og kom jo senere til Hvidovre og Brøndby og har været træner bl.a. i AB, Køge og Brøndbys kvinder.

Fra 1959 til i dag er det for Roskildes vedkommende blevet til 18 sæsoner og i alt 41 kampe mod Vanløse og det er meget lige - inklusive to pokalopgør og blot fem kampe med FC Roskilde. Senest i efteråret 2021, hvor det i Vanløse blev til en sejr på 4-2 efter 3-0 ved pausen. Målscorere for FCR var Mathias ”Mac” Christensen, Benjamin Lund, Andreas Maarup Hansen og Mads Julø.