20
jul

A-truppen

Spanske Alvaro får to år i FC Roskilde

Sommerens femte forstærkning er spansk! Vi er glade for at kunne byde velkommen til 24-årige Alvaro Gomez, der skal styrke vores midtbane. Han kommer til klubben fra Clemson Men’s Soccer i USA.

Alvaro dominerede midtbanen i weekendens træningskamp mod HB Køge - nu har den spanske kreatør underskrevet en toårig aftale gældende frem til sommeren 2025.

Hovedpersonen selv glæder sig til at bidrage til udviklingen:
“Det har været en fantastisk start i FC Roskilde, hvor alle har budt mig velkommen. Det er en rigtig god klub, hvor drengene i omklædningsrummet virker rigtig flinke. Jeg har høje ambitioner for mig selv og for klubben, hvor jeg håber vi kan vinde mange kampe, samtidig med at jeg udvikler mig yderligere som spiller. Det er et meget professionelt setup, som jeg tror kan gøre mig bedre.
Jeg er en teknisk stærk, dynamisk og hårdtarbejdende spiller. Jeg glæder mig til at arbejde hårdt og disciplineret for klubben.”

Anders Theil udtaler om vores nye mand:
“Alvaro har trænet med siden vi startede op og spillede en rigtig god kamp i Køge i lørdags. Vi mangler den type spiller i truppen. Han er virkelig god på bolden og flytter sig hele tiden, han passer derfor rigtig godt ind i den spillestil FC Roskilde vil praktisere med ‘Håke’ ved roret. Nogle gange er man lidt heldig og har et godt netværk - for nej, jeg har ikke været i Spanien for at scoute Alvaro. Men et godt netværk gør rigtig meget i denne verden. Derudover skal Alvaro fremover studere på Roskilde Universitet ved siden af fodbolden, så alt faldt i hak og lå lidt til højrebenet.”

Alvaro får nummer 14 på ryggen i FC Roskilde.

Velkommen til, Alvaro!