30.
dec

A-truppen

Sportschefens status forud for 2024

Anders Theil ser tilbage på et begivenhedsrigt efterår, der i sidste ende har bragt os langt nok til at overvintre på anden pladsen i 2. Division.

Nu gør FC Roskildes sportschef status og ser frem mod et nyt år:

“Vi står et rigtig godt sted og glæder os derfor også ekstra meget til opstarten. Vi har 20 spillere på kontrakt, med en gennemsnitsalder på 21,5 år. Det vidner om en meget talentfuld trup, krydret med spillere der har erfaring - lige præcis som vi gerne vil have det.

Stemningen er noget helt specielt, og det er en rigtig god stemning, selvom efteråret til tider har været turbulent. Der har samtidig været masser af positive oplevelser både på og udenfor banen. Der er et meget stærkt fællesskab og en god kultur - noget vi værner meget om som klub. Så vi glæder os som skrevet til at se hinanden igen og komme i gang.

Theil fortsætter: "Truppen er ikke helt på plads. Vi er stadig på markedet og skal have 2-3 spillere ind - og gerne spillere, der har prøvet lidt fra højere hylder. Vi ligger med i den sjove ende af tabellen nu, og har en ambition om, at blive ved med det. Her kan lejeaftaler også komme på tale, da vi går et super spændende forår i møde. Udover tilføjelser til truppen, er vi fortsat i gang med at søge efter den helt rette assistenttræner til FC Roskilde.

Jeg glæder mig til at tage hul på et nyt og spændende år, hvor vi uden tvivl går en masse interessante kampe i møde.”