8.
jun
Kampreferat
8.
jun
Kampreferat
Nu hvor 2. division går ind i sin sidste og afgørende fase, blev spændingen ikke mindre af at FC Roskildes direkte modstandere, Århus Fremad, i går tabte 5-3 i Gladsaxe til AB. Det var for de fleste et lidt overraskende resultat, og det gav FC Roskilde endnu bedre kort på hånden inden den sidste kamp i næste weekend.
Inden da skulle FC Roskilde i dag forsøge at få et brugbart resultat mod rækkens suveræne tophold, Esbjerg fB, der allerede var rykket op i NordicBet Ligaen. Statistikken siger, at der er længe imellem, at FC Roskilde får point mod Esbjerg fB - og en sejr ligger rigtig mange år tilbage - så det var en stor opgave, der ventede det unge Roskildehold.
Halse havde brækket hånden til træning, og var derfor ikke til rådighed i dag - derfor bestod den centrale midtbane af de to 18-årige gutter, Mads Skøtt og Nikolaj Zachariassen. Det var noget af en mundfuld, når man tager den stærke modstander i betragtning. Men de klarede det begge med bravour. Det var imponerende at overvære. Skøtt blev efter kampen - fortjent - kåret til kampens spiller.
Troede man, at gæsterne stillede med et ungt og urutineret hold, nu da de var rykket op og i øvrigt har en relativt kort pause, inden det går løs i landets næstbedste række, kunne man godt tro om igen. De kom med deres "normale hold", og gik 100% efter en sejr. Det var åbenlyst at ingen blev sparet.
1302 tilskuere havde fundet vej til Roskilde Idrætspark, det sitrede af forventningens glæde og regnen lod vente på sig - så der var lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp. En kamp, der - hvis FC Roskilde tabte med adskillige mål - ville gøre det stort set umuligt for FC Roskilde at rykke op på lørdag.
Det blev en ganske underholdende og til tider velspillet kamp. Der var meget på spil for FC Roskilde, så man fornemmede virkelig spændingen hos de mange Roskilde-supporteres. I løbet af kampen var der mange medrivende aktioner i begge ender af banen. Holdene skiftedes til at dominere og føringen skiftede ejermand for så til sidst at ende med en pointdeling.
Efter 3 minutters spil viste gæsternes Elias Sørensen sin farlighed med en afslutning på stolpen. Det rystede dog ikke FC Roskilde, der fint fik spillet sig ind i kampen. 23 minutter var der spillet, da Roni Arabaci sendte et dejligt hjørnespark i feltet - her headede gæsternes Tobias Stagaard bolden i eget mål til 1-0. FC Roskilde fortsatte det solide spil og viste rigtig mange gode takter. Efter en halv times spil kommer gæsterne mere med i kampen og inden for syv minutters tid har de bragt sig foran med 1-2 på mål de to farlige offensive spillere, Elias Sørensen og Nicklas Struck. Esbjerg er bare skarpe og effektive, når chancerne byder sig. Nu skulle FC Roskilde bare ikke falde sammen og indkassere et stort nederlag.
Men som så mange gange tidligere viste Roskildespillerne deres sammenhold og tro på tingene. De fik lukket af og kunne gå til pause med 1-2. Her kunne Mikkel Thygesen samle op og tilpasse strategien. Og der blev helt fortjent også banket selvtillid ind i spillerne.
FC Roskilde kom rigtig stærkt i gang med 2. halvleg og begyndte igen at producere flere gode tilbud, som dog ikke blev udnyttet. Det var lige den sidste skarphed og kynisme, der manglede. Men der blev vist mange gode takter. Uret viser 62 minutter, da Valdemar Montell får sidste fod på bolden efter lidt klumpspil og kan bringe balance i regnskabet. Det var fuldt fortjent.
Resten af kampen pressede FC Roskilde mere og mere på og skabte flere pæne chancer, men Esbjergs målmand hev en lille håndfuld super flotte redninger op af hatten og sikrede gæsterne det ene point. Man frygtede hele tiden, at Esbjerg fik held med en hurtig omstilling - og i kampens sidste minut af den ordinære spilletid var det så ved at gå galt. Et godt hovedstød var ved at stjæle Roskildes ene point, men Marco Brylov viste sin klasse, da han røg ud i fuld længde og skubbede bolden forbi mål.
Tiden løb ud og dommeren fløjtede kampen af. Resultatet 2-2 var vel rimeligt og ingen burde kunne føle sig snydt, når man ser på fordeling af spil og chancer. I forhold til at bevare spændingen helt frem til sidste kamp, var resultatet også fint.
Når FC Roskilde på næste lørdag drager til Riisvangen Stadion i Århus, bliver det ganske enkelt den direkte kamp om, hvem der skal følge Esbjerg fB op i NordicBet Ligaen. Kravet er helt klart - FC Roskilde skal vinde den svære udekamp for at rykke op.
Man kan dårligt skrive den slags bedre ud fra den frie fantasi. Det bliver en helt igennem fantastisk afslutning på en sæson, hvor FC Roskilde har gennemgået en utrolig flot udvikling.
Eftermiddagen bød ikke alene på glæde, god fodbold, et fint resultat og intakte forventninger til en voldsom spændende sæsonafslutning i Århus på lørdag. Der skulle nemlig også siges farvel til tre spillere og assistenttræner, Jesper Heinze, der alle stopper i FC Roskilde her i sommerpausen. De fik blomster og en velfortjent tak for deres indsats. Heinze, "Niller", Freitag og Alvaro fik velfortjente klapsalver fra lægterne.
Herfra skal lyde et stort tak for denne gang og al mulig held og lykke i fremtiden.
FC Roskilde – Esbjerg 2-2 (1-2)
Lørdag, den 8. juni 2024, kl. 14.00
Roskilde Idrætspark
Tilskuere: 1302
2. Division
Dommer: Benjamin Seferovic
Linjedommere: Ulrik Gøtze & Martin Egtved Munch Jørgensen
Startopstilling:
Marco Brylov (målmand) (anfører)
Oliver Juul
Oliver Schkolnik
Cornelius Allen
Valdemar Montell
Nikolaj Zachariassen
Mads Skøtt
Andreas Maarup
Roni Arabaci
Arman Taranis
Emil Nielsen
Bænk:
Alexander Hasmark Jensen (målmand)
Simon Holden
Marc Winkel
Selim Baskaya
Nichlas Monefeldt Vesterbæk
Mads Freitag
Frederik Engqvist
Kampforløb
23'
1-0
Tobias Stagaard (EfB)
34'
Advarsel
Nikolaj Zachariassen (FCR)
37'
1-1
Elias Sørensen (EfB)
38'
Advarsel
Jesper Lauridsen (EfB)
44'
1-2
Nicklas Strunck Jakobsen (EfB)
56'
Advarsel
Nicklas Strunck Jakobsen (EfB)
62'
2-2
Valdemar Montell (FCR)
88'
Advarsel
Oliver Schkolnik (FCR)
Ud- og indskiftninger
Tid
Ind
Ud
66'
Mads Freitag
Emil Nielsen
75'
Simon Holden
Nikolaj Zachariassen
86'
Selim Baskaya
Roni Arabaci
86'
Nichlas Vesterbæk
Valdemar Montell