16
jan

A-truppen

Thomas Andersen vender hjem til FCR

Mens forberedelserne frem mod forårssæsonen er i fuld gang på træningsbanen, bliver der samtidig arbejdet på højtryk på ledelsesgangene.

FC Roskilde har ansat Thomas Andersen i en nyoprettet stilling som Match Manager, med ansvar for hele oplevelsen og kampafviklingen i Roskilde Idrætspark.

Thomas er et velkendt ansigt i FC Roskilde, hvor han tidligere har fungeret som administrationschef.

Patrick Werther, der er kommerciel chef i FC Roskilde, glæder sig til samarbejdet med Thomas:
“Vi er meget glade for at tilføje Thomas til vores hold. Vi kender Thomas fra tidligere og ved, at han kommer med en kæmpe erfaring og kendskab til FC Roskilde qua hans historik i klubben. Vi har et ønske om at hæve niveauet udenfor banen og gøre oplevelsen i Roskilde Idrætspark endnu bedre til vores hjemmekampe, og her ser vi Thomas som den helt rette til at løfte opgaven. Vi har set et stigende antal tilskuere til vores hjemmekampe og det er selvfølgelig en kurve, vi gerne ser fortsætte i den rigtige retning, hvorfor vi nu lægger endnu mere fokus på kampafviklingen med Thomas i spidsen.”

For Thomas er kampdagene noget specielt og han ser frem til at arbejde målrettet for en endnu bedre oplevelse:
"Jeg er super glad og taknemmelig for at få muligheden for at "vende hjem" til FC Roskilde. Jeg ønsker at bidrage til fællesskabet og arbejde hårdt for at sikre en professionel kampafvikling, og jeg vil gøre mit bedste for at bidrage til en videreudvikling af kampdagsoplevelsen i Roskilde Idrætspark. Sammen med den øvrige FCR administration og vores fantastiske frivillige, har jeg ambitionen om at accelerere den positive udvikling, som klubben har været inde i i det nye ejerskabs levetid. Der er masser af udfordringer at tage fat på, men potentialet i FC Roskilde er meget stort og optimismen og dedikationen er helt i top.”