31
jan

A-truppen

Trkulja, Thomsen & Vesterbæk tilknyttes FCR

Tre spillere, der denne vinter har trænet med og spillet træningskampe for os, tilknyttes nu førsteholdet i FC Roskilde. Karlo Trkulja, Nicolaj Thomsen og Nichlas Vesterbæk, på henholdsvis 19, 21 og 22 år, bliver derfor en fast del af truppen pr. dags dato.

Om løsningen med de tre spillere udtaler manager, Jack Majgaard:
“Efter vellykket prøvetræning har vi valgt at tilknytte alle tre spillere. Både under træning og i kamp har de vist, at de har egenskaber som vi kan bruge i vores trup.

Karlo kommer fra Næstved, hvor han har spillet 2. Division, men også fået debut i 1. Division. Han er en lidt anderledes 9’er, end dem vi har. Han er rigtig god til at gøre det uventede, både i feltet og i det opbyggende spil. Ligesom vores andre angribere, arbejder han også hårdt i holdets tjeneste.

Nicolaj kommer fra Hillerød, hvor han var en del af deres 1. Divisionstrup. Han er en type 6’er, som vi ikke rigtig har haft i truppen indtil i dag. Han er meget bevægelig og kvik, har klare styrker i at styre spillet med bolden, men samtidig god i presspillet.

Nichlas kommer fra Allerød i Danmarksserien, men har tidligere været en del af Helsingørs akademi. Nichlas har imponeret os stort, ved at vise sig som en meget modnet stopper, der er kompromisløs i sit forsvarsspil. Han er rigtig god i det fremadrettede spil med bolden og til at finde de rigtige rum at spille i. Derudover har han nogle lederegenskaber som vi skal videreudvikle.

Vi er meget glade for at kunne tiltrække os ovenstående tre spillere, der er unge og som brænder for at blive bedre hver dag, selvom de allerede har erfaring. Vi glæder os til at se, hvordan de vil udvikle sig i vores miljø.”

Vi glæder os til at se jer i lyseblåt, drenge!